Har du et nyhedsbrev?

Så kender du måske til den panikagtige følelse, der kan opstå, når du sidder ved skærmen og skal finde på, hvad du skal sende afsted til de personer, der er på din email-liste.

Måske afholder det dig ligefrem fra at sende emails afsted?

Det håber jeg ikke. I stedet krydser jeg fingre for, at du her finder inspiration til dine kommende nyhedsbreve.

Værsgo – her er 7 idéer til mails, dine nyhedsbrevslæsere vil elske:

1 Brug dine kundeudtalelser

Det er altid et hit at lade dine glade kunder dele med andre, hvad de har fået ud af at være kunde hos dig. Her kan du med fordel gøre brug af både de længere kundeudtalelser og de kortere af slagsen.

De længere udtalelser kan du trylle om til kundecases, du deler i dit nyhedsbrev. De korte udtalelser kan du skrive ind i en kontekst og lade dem være omdrejningspunkt for det, du ønsker at formidle til dine læsere. Her kan du vælge at dele flere i samme email – så længe du husker at holde fokus.

Så nej, det er ikke bare at copy/paste dine kundeudtalelser ind i din email. Ikke hvis du ønsker, din læser skal få noget ud af at læse den…

Husk: Det handler ikke om, hvor god du er (i hvert fald ikke direkte). Det handler om at give værdi til dine læsere og vise dem, hvad de får ud af at være med på dit nyhedsbrev!

2 Lav tips og lister

At dele tips og lister er typisk en hurtig og nem måde at hjælpe dine læsere. Samtidig viser du, at du er ekspert på dit felt, og at du gerne deler ud af dine guldkorn.

Kig f.eks. din blog og dine opslag på sociale medier igennem og se, om der er noget af det, du allerede har skrevet, du kan dele op i punkter til f.eks. en række tips, en tjekliste eller en anden form for liste.

Du kan også notere dig, hvad dine kunder typisk ønsker hjælp til, og så bruge det som afsæt for dine fremtidige tips og lister.

Gennem årene har jeg selv lavet lister om f.eks. efterspurgte kompetencer inden for forskellige brancher, en tjekliste til søgemaskineoptimering og en tjekliste til, hvordan du får kickstartet din webshop. Af tips har jeg delt alt mellem himmel og jord… Tips til den bedste kop kaffe, tips til stresshåndtering, tips til hvordan du får emails til dit nyhedsbrev – og jeg kunne blive ved.

Hvilke idéer kan du selv komme på?

3 Afliv myter

Her skal du kigge på din branche og det, du tilbyder fra en mere kritisk vinkel. Findes der kritiske holdninger til din branche derude? Måske hører du ofte andre sige, at den tilgang, du bruger er gammeldags? Eller at man ikke kan bruge den viden, du tilbyder i praksis?

Uanset hvad er nyhedsbrevet også her din ven. For her har du muligheden for at sende en email direkte ud i dine læseres indbakker, der afliver disse myter.

Vi har ofte en tendens til at kigge på mulighederne og alle de gode ting omkring det, vi arbejder inden for.

Ved at kigge på skyggesiderne tilgår du dit felt fra en anden vinkel. Og det kan vække dine læseres opmærksomhed og give dem en helt ny opfattelse af det, du tilbyder.

4 Fjern din målgruppes forbehold

Her skal du – som med myterne – vende tingene lidt på hovedet og kigge på de mindre spændende ting omkring din business. Det der afholder folk fra at købe produktet eller ydelsen, som lige præcis du tilbyder.

Så vend blikket mod din målgruppe og undersøg, hvilke forbehold de måske har for at vælge dig.

Støder du på de samme undskyldninger for, hvorfor din målgruppe ikke køber hos dig? Måske synes nogle, det er for dyrt? Eller tidskrævende? Eller måske mener nogle, at de allerede skal vide en pokkers masse, før de kan bruge det, du tilbyder?

Send en email af sted, hvor du fjerner dem én gang for alle!

Ikke nok med, at du uddanner dine læsere i, hvad der er op og ned, er du også på forkant, når en potentiel kunde overvejer at bruge penge hos dig. Og så overrasker du også din læser med en anden vinkel, hvilket i sig selv vækker nysgerrighed.

Hvis du er i tvivl om, hvilke forbehold din målgruppe har omkring produktet eller ydelsen, du tilbyder – så spørg dem. Det kan du gøre ved f.eks. at sende en email ud til alle, der ikke købte hos dig ved sidste kampagne og spørge høfligt hvorfor? Det giver typisk en del svar tilbage, som du kan bruge, når du skal udforme din email, hvor du fjerner forbehold. 

5 Fortæl en historie

Det går aldrig af mode at fortælle en god historie. Heller ikke når det kommer til at fortælle historier via dit nyhedsbrev. Faktisk er dit nyhedsbrev det perfekte format til, at du kan udfolde dine budskaber i fine fortællinger.

Fordelen ved at indtænke det, du har på hjerte i en fortælling er, at du øger chancen for, at din læser fanger, forstår og husker dit budskab. Og så er dit arbejde med at skrive emails ikke spild af tid!

Når du deler din historie i dit nyhedsbrev, så prøv at være så konkret som mulig. Som læsere fanges vi af specifikke detaljer og ikke den generelle beskrivelse, der kun skraber overfladen. Så ja, beskriv gerne dit humør, hvor du var helt præcist, da du fik din idé eller hvad der nu giver mening for din fortælling.

Og husk: Bare fordi du fortæller en historie, behøver du ikke skrive en roman. Du kan sagtens formidle dit budskab via en kort fortælling, måske understøttet af et billede eller to.

Psst! Har du overvejet, at du også kan dele andres historier for at få dit budskab igennem? Det er faktisk en drøngod idé og går fint i tråd med punkt 1 på denne liste!

6 Invitér indenfor…

Hvordan er det at være dig? Hvordan ser din arbejdsdag ud? Hvordan driver du forretning?

At invitere dine læsere om bag kulissen er en god mulighed for, at de kan lære dig bedre at kende. Skriv om alt det sjove og udfordrende, du oplever i din hverdag. Og vær ærlig – det vil dine læsere elske.

Hvis du har medarbejdere eller samarbejdspartnere, kan du også overlade ordet til dem. Tilføj gerne billeder og video, der understøtter teksten. Det skaber nærvær og giver læseren følelsen af at blive inddraget i fællesskabet.

Det er også en virkelig god måde indirekte at vise dine læsere af nyhedsbrevet, at der er gang i biksen. Og det skaber troværdighed og fremmer deres nysgerrighed efter det, du tilbyder.

Vælger du at invitere indenfor, så husk dog, at det du skriver stadig skal tage afsæt i modtageren. Hvad får læseren ud af at få et indblik i din verden? Hvorfor skal de læse med? Kan du hjælpe med inspiration eller tips undervejs?

7 Uddel smagsprøver

Du kan med stor fordel dele små smagsprøver af det, du normalt tager penge for, med dine nyhedsbrevslæsere. De har trods alt givet dig deres email, som du frit kan sende gode tilbud og info om nye produkter eller ydelser til…

Det smarte ved at uddele smagsprøver via nyhedsbrevet er, at du både giver dine læsere noget eksklusivt som tak for, at de er på din liste – og at du varmer dem op til at købe den fulde pakke.

Måske er det en lille bid af din online uddannelse? Måske er det første kapitel af din e-bog? Eller en demoversion af det system, du har udviklet?

Det er selvfølgelig ikke muligt for alle at dele ud af det, de sælger. Men uanset hvad, så overvej, om du ligger inde med en viden omkring det, du tilbyder, som dine læsere ville elske at få fingrene i.

[BONUS]: 7 tips til dit nyhedsbrev

Tip #1: Tjek om du har blogindlæg, videoer eller andet godt på din hjemmeside, som du kan dele i nyhedsbrevet. Link gerne over til hjemmesiden, så din læser kan klikke sig over og se, hvad du ellers tilbyder.

Tip #2: Husk altid at gøre det klart for modtageren, hvis du vil have, de skal gøre noget. Vi gør ikke ting automatisk – vi skal have det at vide klart og tydeligt.

Tip #3: Nogle nyhedsbreve må gerne være korte – andre lange. Variation er godt. Så husk også at indtænke video og billeder.

Tip #4: Overvej om du kan bruge teksten fra dit nyhedsbrev til noget andet. Så sparer du tid og får brugt dit gode arbejde med at skrive flere steder.

Tip #5: Skal dit nyhedsbrev hedde noget andet? Måske er der et udtryk, der er mere sigende for den værdi, læseren på dit nyhedsbrev får ud af at være med? Det kan være titler, der involverer ord som “Klubben”, “Netværket”, “Indblik” – kan du selv komme på noget?

Tip #6: Når du skriver ud til din mail-liste, så tænk altid over, hvad de vil opnå værdi ved at læse. Nogle gange kan vi blive så forhippede på, hvad vi selv gerne vil dele. Men er det noget, dine læsere finder relevant? Relevans ligger netop i krydsfeltet mellem, hvad du har på hjerte, og hvad din målgruppe gerne vil høre.

Tip #7: Kast dig ud i det! Kun ved at øve dig i at skrive emails, kan du blive bedre – og skabe de relationer med din målgruppe, der er så vigtig for din virksomheds succes.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.