S/Y Johanna i sit rette element

Min top 5 over båd-destinationer

Når man sejler rundt i den store verden med sin familie i 2 år, som vi har gjort, er der mange øer, mennesker, byer og strande, som står helt klart i erindringen. Mennesker og kulturer, som på den ene eller anden måde, har rørt os, ændret os og påvirket os.

Når man så i løbet af disse 2 år, har besøgt mere end 30 lande, hvordan vælger man så 5 steder ud og laver en slags guide til netop disse steder? Det er svært. Men jeg har gjort det her. Det kunne også have været en top-10. Men nu får I disse 5 i første omgang (i vilkårlig rækkefølge).

Top-1: Tobago

Vores møde med Tobago var som en oplevelse af kærlighed ved første blik. Vi ankom til Charlotteville, Man-O-War Bay, efter en hård sejltur fra Martinique. Jeg var ny-gravid på det tidspunkt og havde kastet op det meste af turen. Der var store dønninger og vi rullede en del. Da vi ankom til Man-O-War Bay, lå der kun to andre både i bugten. Den ene kendte vi allerede og den anden kom vi til at kende godt efter ganske kort tid.

Tobago er vild og frodig, venlig og voldsom og helt anderledes end noget, vi havde oplevet før. Vi kom hurtigt i kontakt med de lokale fiskere, spiste morgenmad med dem, oplevede deres ø og tog på fisketure og fik gode tips og tricks.

Charlotteville er en lille by uden turister. Her får du en autentisk oplevelse og får lov at komme helt tæt på. Byens lokale bibliotek er samlingssted for byens børn og vi fik hurtigt lavet et lånerkort, det gjorde at vi også der, fik skabt gode relationer.

Du skal tage til Tobago, hvis du drømmer om uspoleret natur, friskfangede fisk og hummere, modne mangoer på alle gadehjørner, åbne mennesker og ro. Her får du en autentisk oplevelse af hvordan det er at leve på en ø og være afhængig af naturens gaver.

Du skal tage til Tobago, hvis du drømmer om uspoleret natur, friskfangede fisk og hummere, modne mangoer på alle gadehjørner, åbne mennesker og ro. Her får du en autentisk oplevelse af hvordan det er at leve på en ø og være afhængig af naturens gaver.

Top-2: Cartagena, Colombia

Cartagena var første storby vi var i, efter en lang periode på mindre øer og åbent hav. Der er en særlig stemning i Cartagena. Vi blev taget godt imod og der var musik og fest på alle gadehjørner. Der var supermarkeder og indkøb og smil og grin. Og det var meget fremmed i forhold til hvad vi ellers havde vænnet os til.

Cartagenas befolkning har en særlig varme og vi følte os passet på, fra det øjeblik vi sejlede ind i havnen. Vores unger fik lokale venner, som de hang ud i skateparks med og vi følte os ikke på noget tidspunkt utrygge – på trods af mange advarsler fra venner og familie i Danmark.

Næste gang vi rejser til Colombia, bliver det med rygsæk rundt i landet. Der er så mange steder, som vi ikke fik set. Hvis du kommer sejlende fra Curacao, kan det anbefales at følge hele kysten til Cartagena. På den måde får du oplevet både land og storby og får indblik i mange forskellige menneskers måder at leve på.

Colombia er et must, hvis du sejler på de kanter!

Top-3: San Blas, Panama

Panama-øerne er det mest uberørte vi har oplevet på vores tur. Der er noget helt særligt over at komme sejlende til de mange små – og oftest ubeboede – øer. Vi havde en fornemmelse af at være helt alene i verden med alle muligheder åbne.

Vi mødte Kuna-indianere og delte brød og fisk med dem. De var nysgerrige på os og vi var nysgerrige på dem – og det er den bedste vej til en relation. At nærme sig hinanden, fordi man har lyst til at vide mere.

Vi taler desværre ikke spansk og det var en udfordring, – men vi kom langt med tegnsprog og lyde.

Der er dårlige muligheder for internet og indkøb. Men det har bestemt sin charme, at trække stikket og være overladt til havet og naturens frugter.

Vi løb ind i en saltvandskrokodille, lige da vi havde fået ungerne ombord efter en lang snorkeltur. Det var skræmmende. Bortset fra det, var der intet der kunne true os på de små paradiser.

Du skal sejle til San Blas, hvis du vil opleve ubeboede paradisøer og finde ro. Der er så smukt, at det er svært at forestille sig inden man kommer dertil.

Top-4: Santiago de Cuba, Cuba

Vi tabte også vores hjerter til Cuba. Særligt til Santiago de Cuba, som er den første by du støder ind i, hvis du kommer fra Jamaica. Santiago de Cuba er smuk og spændende – på visse måder minder den om Havana, men den er alligevel helt sin egen.

Vi elsker mest Cuba for de mennesker, der bor der. Vi blev taget så godt imod og inviteret hjem af alle mennesker, vi mødte.

Cubanerne har en særlig måde at møde nye mennesker og det kunne vi lære meget af i Danmark.

Hvis man ønsker at arbejde fra Cuba, kan det blive en udfordring med internettet. Jeg har dog hørt, at det allerede er blevet bedre, siden vi var der for ca. to år siden.

Cuba skal besøges, fordi det er sidste øjeblik, inden der sker store ændringer. Det er særligt at komme til Cuba og de vil meget gerne dele ud af både historie og styreform. Det giver et fantastisk indblik i et helt andet samfund.

Vi skal helt sikkert tilbage. Både for at gense gode cubanske venner og for at suge mere til os.

Top-5: Bahamas

Bahamas var vores sidste stop inden det store Atlanterhavskryds. Og vi elskede hvert eneste sekund. Det var ikke nemt at tage derfra.

Turen til Bahamas var vores første lange stræk med baby ombord. Det tog ca. 1 uge fra St. Martin, hvor vores lille Sylvester blev født.

Bahamas var et fantastisk cruiser-paradis fyldt med solskin og gode mennesker. Bahamas var hvide sandstrande, klart vand, kælerokker, hajer, havskildpadder, mange børn på stranden, varm baby på maven, mågeskrig, fisk, solskinsdage, badeture, ro, larm, lange morgener i cockpittet, sovende bådbaby og vågen bådbaby, afslappet skipper, glade sejlerunger i vand/under vand/over vand, mange sejlere, sene aftener på båden, mørkeleg på stranden, børn på Hobie Cat, paddleboard og gynge, røde skuldre og fregnede næser, snak, hygge og leg.

Bahamas er fuld af eventyr og solskin. Bahamas er nye venner, bål på stranden og røverhistorier. Bahamas er lige hvad vi drømte om og forestillede os.

I skal sejle til Bahamas, hvis I vil opleve et særligt fællesskab, hvor man mødes omkring et bål med mad og guitar hver eneste aften. Det er leg blandt børn fra alle lande og det er venner for livet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.