“Efter den perfekte afskedsmorgenmad ombord på Big Calm stævnede vi ud fra Svanemøllehavnen omkring kl. 9.30. Mødre og andre følsomme sjæle fældede afskedstårer, hvilket da også smittede lidt af på besætningen. Vi var alle fire meget spændte. Nu var det nu… nu starter eventyret…”
Sådan startede jeg første afsnit i logbogen dengang i 2011, hvor Lilian, Mads, Ole og jeg tog hul på vores sejleventyr.
Det er efterhånden lang tid siden, men minderne og det, jeg lærte ombord på Big Calm er stadig hos mig.
Det næste halve års tid skulle Big Calm være vores hjem. En 39-fods langturssejler i ferrocement. Mere sjælden end køn, men stor og rolig som sit navn. Så rolig som en båd nu kan være, når bølgerne går højt…
Sommeren lod vente på sig, det år, vi besluttede at sejle Big Calm hele vejen til Middelhavet. Først da vi krydsede Biscayen, kunne vi smide vintertøjet, der var et must, når vi sejlede på det åbne hav. Det var bestemt ikke som forventet.
Ikke som forventet…
… det er en sætning, der gik igen undervejs på hele vores langtur, der sluttede i Cagliari på Sardinien i oktober 2011.
For nej. Intet gik som forventet.
Planen var Grækenland, hvor vi havde brugt timer på at researche os frem til en god og prisvenlig havn. Vi nåede kun til Sardinien.
Gaster måtte rejse på tværs af lande og grænser for at møde os, fordi planen ikke holdt.
Nej, det gik sgu ikke lige som forventet…
At krydse Biscayen gik heller ikke som forventet
Det ene lavtryk tog det andet. Som perler på en snor lå de – og en for en drev de ind henover det hav, vi så gerne ville krydse.
Gang på gang ændrede vi planer, og det var svært ikke at være skuffet. Lyden af vinden i riggen mindede os om, at en ny dags ventetid lå forude. Og sådan gik der flere dage, hvor vi var i vejrgudernes vold. Og de var ikke venligt stemte…
For en som mig, der lige havde sagt op på jobbet med eget kontor, der altid har lært, at man skal overholde sine aftaler og er vant til arbejde hurtigt og effektivt var det svært. Meget svært.
At acceptere, at vind og vejr styrer slagets gang. At man må vende båden om endnu en gang og sejle tilbage til den havn, man kom fra.
At føle, at man endnu en gang kaster håndklædet i ringen…
Ventetid = nye planer
Det er ikke unormalt, at både ligger og venter på et vindue med 4-6 dages godt vejr, så de trygt kan krydse Biscayabugten.
Vores vejrvindue lod vente på sig. Derfor valgte vi at skrotte planen (noget vi ville komme til at gøre adskillige gange) og sejle længere ind i den berygtede bugt.
På den måde ville krydsningen blive kortere – og samtidig bevægede vi os rent faktisk frem for at ligge i ulidelig venteposition.
Godt så! Op med hovedet og på med ja-hatten! Vi laver da bare en ny plan!
Det gjorde vi så. Endda en plan med velovervejet luft til det uforudsigelige. En grundig og kompetent plan.
Den plan gik også i vasken…
Vi måtte acceptere, at det eneste, vi vidste om planer, var at de ikke holdt. Og så prøve at lave en ny plan.
Først forventede vi at krydse Biscayen fra Camaret-Sur-Mer til Gijon. Vi endte med at sejle over fra den lille franske ø Île d’Yeu og endte i Santander.
Men skuffelse og ventetid rimer da ikke på frihed?
Vi sætter ofte lighedstegn mellem sejlerlivet og ultimativ frihed. Og det omvendte af frihed er vel at være bundet?
På vores langturssejlads lærte jeg, at man er utroligt bundet – især af elementer som vind, vejr og havstrømme.
Jeg lærte også, at det at være bundet ikke er det samme som, at man ikke oplever den ultimative frihed. Frihed er nemlig ikke altid lig med at have uanede muligheder liggende åbne for ens fødder. Tværtimod.
Ombord på Big Calm vidste jeg, hvad jeg skulle.
Båden skulle fra A til B. Hvordan gør vi det trygt og sikkert? Hvordan gør vi det, så det bliver en god oplevelse for alle?
– Og hvilket eventyr venter, når vi skal videre til C?
(Jeg kan afsløre, at ændringer i planer og forventninger byder på nogle af de mest mindeværdige oplevelser!)
At vide hvad man skal giver ro til fordybelse. Tiden står stille i bølgerne. Tid der kan bruges til at smide en fiskestang i vandet eller bare sidde og kigge ud i det blå ingenting.
Det er frihed for mig.
Da det endelig lykkedes…
Da vi endelig lagde til ved Nordspaniens kyster, blev vi mødt af varme. Det var lige som meget mere eksotisk her ovre på den anden side.
Og selve krydsningen?
– Det er det stræk på hele vores langtur, jeg husker allerbedst.
Den berygtede bugt viste sig at være smukkere end smuk med sit dybblå hav og mange delfiner.
Det var her, jeg lærte om biscayablå, som ikke kan gengives men skal opleves. Om hvordan delfiner legende ved boven giver en ubeskrivelig glæde og mening med livet.
Og om hvordan hverken faste programmer eller uanede muligheder behøver at være vejen frem…
Nu, mange år efter, står følelsen knivskarpt for mig.
Følelsen af afmagt.
Følelsen af at give slip.
Følelsen af kun at fokusere på A til B.
Følelsen af frihed i biscayablåt hav så klart, at vi kunne se delfinerne dykke langt ned i det kilometerdybe blå.
Følelsen af, hvordan noget, man frygtede så meget, kunne være noget af det smukkeste på hele turen.
