Eventyret lærte mig én ting

Også børn skal mærke, at der er brug for dem!

Jeg har fire børn og en mand. Børnene er mellem 11 måneder og 16 år. Det er et ret stort spring og der er mange forskellige behov. Hver dag, hvert sekund. Men vi har fået en anden slags fællesskab. Børnene har mærket, at der er brug for dem. De har mærket, at hverdagen ikke fungerer, hvis ikke de yder.
Og det er, hvad det handler om. Jeg har ikke englebørn. De skændes, roder, bander, råber og smækker med dørene. De er ikke altid venner, de har ofte konflikter og de laver helst ikke deres lektier. Men de ved, at der er brug for dem. De har erfaret, at det gør en forskel, om de deltager eller ej.

Det tror jeg ikke, at vores børn var bevidste om, før vi tog på vores fælles eventyr. De havde garanteret hørt mig eller deres far sige: ‘hvor er vi heldige, at vi har dig’ eller: ‘vi kan ikke undvære dig’. Og vi ER heldige og det har vi været, lige siden hver eneste af dem kom til verden. Det, der har ændret sig, er, at vi i to år har været afhængige af hvert enkelt barns særlige evner og kompetencer. Og det har ikke været på hygge-niveau, men helt ægte. Vores hverdag har været bygget op omkring en familie på fem og hver enkelt familiemedlems indsats (i det regnskab tæller den mindste – Sylvester – ikke med… der er alligevel grænser for, hvor stor en indsats en baby kan gøre – udover i sig selv at skabe et fællesskab rundt omkring sig).

Vores børn ved det godt

Gustav på 16 år ved godt, at de 21 døgn over Atlanterhavet gled som de gjorde og blev den vilde oplevelse, fordi han tog en kæmpe tørn med nattevagter. Han tog min plads i cockpittet, så jeg kunne amme hans lillebror på 2 måneder det meste af natten, og så hans far kunne få sovet og være klar til endnu en dag. Bertram på 12 år har hver eneste gang, det virkelig gjaldt, taget én for holdet. Det var ham, der hoppede i det mørke og kolde havnebassin på Azorerne, da lillebror Sylvesters helt nyindkøbte barnevogn fløj i vandet i voldsom vind. Næsten uden at tøve hoppede han i, dykkede de 5-6 meter ned og fik fastgjort en line, så vi kunne trække den op. Og Liva på 9 år har bagt så mange boller og brød i kabyssen, så der altid var noget at spise, når familien var ramt af søsyge, når vi havde en fødselsdag at fejre eller når der bare var brug for lidt ekstra. Og så har hun bidraget med et ‘stemnings-overskud’, når der var behov for det. For det er hun så super god til at mærke – og handle på.

Tid til at være familie

Når man er ombord på en båd, er der ikke mulighed for at trække sig. Og det faktum har gjort, at børnene ret hurtigt opdagede, at de måtte tage fat. Hjælpe til, hvor der var behov, og blive ved med at gøre det. Vi har ikke haft skærme, spil eller internet på store dele af vores tur. Derfor har der været tid. Tid til at være familie, sig selv og en del af noget større. Til gengæld har der været mange ting at gøre. Pligter på alle niveauer, som alle kunne deltage i. Men det var en nødvendighed, at alle deltog. Der skulle både fanges fisk, ryddes op, bages brød, skrabes bund, m.m. Tydelige og afgrænsede opgaver, der gjorde alles deltagelse mulig og nødvendig. Det har fået mig til at tænke og mærke, at netop det grundlæggende er noget der mangler herhjemme, og i den måde størstedelen af børnefamilier lever på omkring os. Nemlig at vi giver vores børn en følelse af, at der er brug for dem. At det ikke er ligegyldigt, om de trækker sig og sidder bag en skærm hver dag efter skole. At de kan mærke, at det er sjovere at være en del af et fællesskab, hvor man selv yder. Det lyder nok som klichéer, men når jeg kigger mig omkring, får jeg ikke øje på familier, hvor det egentlig betyder noget, om alle yder. Jeg oplever nærmere en hverdag, hvor børnene i høj grad får lov til at køre deres eget show. En hverdag, hvor børnenes rolle som passive individer i en fiktiv verden accepteres. Hvor det ikke betyder noget, om de går hjem hver dag efter skole for at mødes med deres skærm og vælger legeaftaler fra. Dermed ikke sagt, at de ikke bliver passet på og får en masse kærlighed. For det er jeg sikker på, at de gør. De fleste i hvert fald. Men der er forskel på at blive elsket, opvartet og få dækket et hvert behov og så på at blive elsket, deltage og være en aktiv del af familiens fællesskab. Kæmpe forskel – og det påvirker også den måde, hvorpå børnene oplever sig selv og deres indflydelse på verden.

Giver en hånd, når det betyder noget

Alle kan jo ikke gå ombord på en 42 fods båd i to år og lade det gøre arbejdet for sig. Men jeg håber og tror, at vi kan overføre det til vores hverdag. Vi vokser alle af at gøre en forskel, men hvordan kan vi gøre en forskel i den store verden og i det store billede, hvis vi ikke har oplevet, at vi kan gøre en forskel i det nære? Har man som barn først mærket, at der er brug for én og at det har betydning, om man hjælper, så sidder det dybt i én. Det kan jeg se på mine børn. De dækker ikke bord eller rydder op af sig selv. De brokker sig oftest over at skulle hjælpe til med hverdagsting. Men der er alligevel forskel på før og nu. De har nemlig fået en særlig fornemmelse for, hvornår og hvordan det betyder noget, om de giver en hånd. De hjælper, når det giver mening for dem – og det hænger næsten altid sammen med, at det giver mening for hele familien. Derfor er det oftest, når vi er mest trætte, at Bertram giver en hånd med med Sylvester og giver ham nattøj på, så han er klar til putning. Det er også når overskuddet er i bund, at Liva laver den der kop kaffe til sin mor, som gør noget ret godt for stemningen. Og selvom Gustav er buldrende teenager (det meste af tiden), så ved han godt, hvornår der skal ydes og hvornår det gør en forskel. Resten er op til os. Kan vi eksempelvis holde ud, at opvaskemaskinens indhold de første mange gange efter tømning er spredt ud på nye (og spændende) pladser i køkkenet? Kan vi klare, at vasketøjet blandes og det hele får en omgang på 40 grader, fordi teenageren først så småt er ved at forstå de der mange programmer og indstillinger? Kan vi acceptere, at det er en del af processen – og indse, at der må være lidt ekstraarbejde, før det kan blive rigtig godt? Og magter vi at høre os selv sige det samme igen og igen – og gå forrest? Også i et samfund, hvor normen er en anden?

Manglende overskud og lange arbejdsdage

Familielivet herhjemme er meget anderledes end det familieliv, der leves i frihed på eventyr. Mor og far arbejder oftest begge to, og har indimellem stressende, lange arbejdsdage og manglende overskud. Når den lille (eller store) familie endelig mødes hjemme, efter en lang dag i hver sin verden, så er trætheden styrende for, hvilke aktiviteter der igangsættes. Desværre vinder skærmen ofte. Fordi vi bilder os ind, at vi bedst kan slappe af og lade op foran en skærm. Det tror jeg grundlæggende, at vi skal ændre på. Vores forestilling om at vi får overskud af at sidde foran en skærm og være opslugt af den ene eller den anden verden (lige nu er det vist Fortnite, der hitter, men om et år er det sikkert noget andet). Tænk hvis vi i stedet brugte hinanden. Hjalp hinanden. Fik familielivet til at fungere og blive rart at være en del af. Løftede fællesskabet og tog ansvar sammen. Det kan godt være, at det lyder som en gang hippie-snak, men jeg har set og mærket, hvad det har gjort ved mine børn. Så kan vi kalde det, hvad vi vil. Men det har betydning. Sluk de der skærme og giv børnene en følelse af, at det har betydning, at de er her og bidrager. Prøv at behandle dem som om de er født ind i et fællesskab, hvor lige præcis deres kompetencer er med til at skabe et familie- og hverdagsliv, som både børn og voksne har lyst til at være en del af. Gør det – både for jeres lille families skyld, for børnenes skyld og for samfundet! Nu og på sigt.