Skole mærkelige steder

Vi har lavet skole virkelig mange mærkelige steder. På strande, oppe i træer, under træer, på dækket af båden, i cockpittet, på et paddleboard og på caféer. Vi har ikke på noget tidspunkt i løbet af de to år lavet skole i et klasselokale eller noget der minder om en “rigtig” skole.

Vi har brugt bøger, sten, blade, vand, vores kroppe og alt hvad vi ellers kunne finde ombord. Ungerne har lært engelsk, dansk, matematik og en hel masse om sig selv, verden og de mennesker vi mødte på vores vej. Vi har efterhånden lidt erfaringer med at lave skole ombord.

Vi har prøvet en masse ting, som ikke fungerede, og så har vi prøvet få ting som fungerede, og som vi holdt fast i. En gang imellem lavede vi skole hver dag og engang imellem var der flere dage mellem skolen. Og sådan må det være, når man sejler langt væk, for planerne bliver lavet om hele tiden.

Vi har erfaret, at man lærer så meget af at møde andre mennesker, som lever på en anden måde, end vi gør i Danmark. Og det er nok i virkeligheden den største læring, vores børn har fået. Der er kommet billeder på, hvad det vil sige at leve på forskellige måder.

Og der er kommet et perspektiv på klichéen om, at der findes mennesker, som næsten ikke har noget materielt, men som godt kan være rige alligevel. Det er vigtig læring.

Planlægning inden afgang

Inden afgang hjemmefra sørgede vi for at undersøge og købe materiale til alle tre børn til alle fag og til begge de klassetrin, som hvert barn skulle igennem på turen. Det var virkelig mange bøger! Og det kunne vi have sparet os.

Vi har mange ubrugte bøger med hjem. Ganske enkelt fordi vi også har brugt omgivelserne. Det giver mere mening at lære om verden ved at undersøge næste destination, end det gør at læse om en verden langt væk. Derfor har ungerne ofte fået til opgave at undersøge og lave en præsentation af næste destination. På den måde fandt de viden, som vi alle kunne bruge til noget.

Vi har haft stor glæde af at have et atlas med til alle tre, for de har haft brug for at orientere sig i forhold til hvor vi var – og hvor vi var på vej hen.

Hvad fungerede undervejs?

De bøger vi havde størst glæde af, var de bøger ungerne selv kunne sidde med. Helt klassiske opgavebøger, som kunne købe deres travle lærer lidt tid. Vi lavede en ugeplan, så de vidste, hvilke sider de skulle igennem den uge, og hvilke andre opgaver de ellers skulle arbejde med.

De planer blev selvfølgelig ikke altid overholdt, men så rykkede vi det vi manglede til næste uge. Der er blevet talt engelsk hver dag, fordi det var eneste mulighed, hvis man ville lege med nabobåden. Så der har altså virkelig været tale om læring baseret på motivation. Når man ikke kan svømme og der lige er kommet en børnebåd ind i ankerbugten, ja… så må man lære at svømme, hvis man vil lege. Og når man så kommer derover og opdager, at de er franske eller tyske, så må man finde et fælles sprog.

Derfor er vores unger i dag virkelig gode til at svømme og virkelig gode til at tale engelsk. Og de steder, hvor der er faglige mangler, har de overskud til at gøre en ekstra indsats for at indhente.

Teenagerens fremtidsplaner på plads

Vores teenager har på grund af vores sejlads, ikke fået vejledning i uddannelsesvalg i skolen. Han har med andre ord været overladt til sig selv og sine forældre. Heldigvis har han lige fra starten af turen, fået mulighed for at studere delfiner, svømme med hajer (og en enkelt saltvandskrokodille), klappe havskildpadder og skyde så mange forskellige fisk, at jeg hverken har tal eller navne på dem.

Han har fået kontakt med en ph.d.-studerende på Tobago der undersøgte og registrerede havskildpadder og deres æg, han har mødt en professor på Bahamas, som inviterede ham med til “mærkning” af havskildpadder i området, han har fået fridykkerkursus hos en af verdens dygtigste fridykkere på Bonaire og han har mødt så mange lokale fiskere på de forskellige øer, som har brugt tid på ham og vist ham “deres” hav. Så valget var nemt.

En kommende marinbiolog blev til på turen… Helt uden den traditionelle uddannelsesvejledning, blot ved at vise ham verden.

At komme hjem i en “rigtig” skole

Når man som sejlerbørn rejser rundt i verden i to år, så bliver man helt utroligt god til at omstille sig. Og god til at aflæse situationer og mennesker. For det bliver de jo trænet i nærmest dagligt i mødet med nye steder og nye mennesker. Det er en egenskab jeg kan se, de gør brug af nu, hvor de er startet i en “helt almindelig” folkeskole.

Helt almindelig er den nu ikke, for den er jo meget anderledes, end hvad vi har været vant til de seneste to år. Men den byder på en struktur, som er til at gennemskue og som ungerne er gledet ind i nærmest forbavsende let.

Jeg kunne have sparet mig mine bekymringer. De har fået så meget af den store verden, og nu får de også folkeskolen.

Sund fornuft

Jeg har arbejdet en del år som lærer og kender nogenlunde til læringsstrategier og niveauer.

Men jeg har ikke prøvet at være lærer for mine egne børn før. Og det var faktisk den største udfordring – at skulle skifte kasket hele tiden. Både for børn og voksne. Derfor benyttede vi os også en gang imellem af at få hjælp fra andre både.

En slags ‘du underviser mine børn i dag – og jeg tager dine en anden dag’ og så var vi så heldige, at vi fik ekspert-hjælp fra en anden dansk båd til fysik/kemi til 8. klasses undervisning.

Jeg tror det er meget fornuftigt at kende egne begrænsninger. Den bedste opskrift er en kombination af sund fornuft, gode opgavebøger og en vilje til at ændre både struktur og indhold løbende. Det virkede i hvert fald for os. Jeg har skrevet det før, nu skriver jeg det igen.

Bare kom afsted! Du skal i hvert fald ikke bruge ungernes skolegang – eller mangel på samme – som en undskyldning for ikke at tage afsted.