
Vi lever alle forskelligt og vi har mødt familier, som kan leve for 10.000 om måneden i den dyre verden. Her deler vi vores budget med jer, så kan I se hvad vores familie har brugt.
Hvad koster det at sejle rundt i verden?
Inden vi skulle sejle afsted på langtur, forsøgte jeg at finde ud af hvor meget det ville koste. Jeg googlede nettet tyndt for at finde et budget, en opskrift – og på den måde blive beroliget (ihvertfald økonomisk).
Men uden held. Jeg fandt ikke noget. Jeg kan fornemme, at jeg ikke er den eneste, der meget gerne vil vide noget om økonomi. For hvad koster det egentlig at leve ude i den store verden? Hvor meget skal man enten skrabe sammen eller hvor meget skal man tjene undervejs. Når vi holder foredrag, kan vi sikre på at få lige præcis spørgsmål til økonomi.
Jeg kan fornemme, at jeg ikke er den eneste, der meget gerne vil vide noget om økonomi. For hvad koster det egentlig at leve ude i den store verden?
Så derfor har vi nu sat os ned og regnet på det. Og av, vi blev lidt forskrækkede. men 2 år er lang tid at være væk, så selvfølgelig har vi brugt penge. Verden er dyr. Men det er det hele værd.
Nå, men hvordan har vi finansieret det her eventyr, hvad bruger vi egentlig som familie og hvad har der været af udgifter?
Det kommer der lidt om her:
Finansiering:
Vi havde ingen opsparing. Vi kom afsted på ingen tid, fordi vi solgte alt, hvad vi ejede. Vi havde købt en smadret lejlighed 9 år før. På Østerbro. Som bare er steget og steget. Vi havde i 2007 en ret fantastisk bankrådgiver, der troede på os. På trods af at jeg var studerende og Christian lige var startet op som selvstændig snedker. Heldigvis troede hun på os.
Vi (Christian) har arbejdet på lejligheden i 9 år. Alle rum var gennemgået. Køkkenet var blevet til det helt rigtige samtalekøkken (som man skulle have i 2007), hvor vi brugte de fleste af vores vågne timer. Ungerne havde hver deres værelse. Vores badeværelse var lækkert og helt nyt – designet præcis som vi ville have det. Men det var ikke vigtigt mere. Eller det var lige præcis vigtigt i ejendomsmægler-perspektiv. For det gjorde, at der var nok penge både til båd, udstyr og til at komme afsted.


Vi havde ingen opsparing. Vi kom afsted på ingen tid, fordi vi solgte alt, hvad vi ejede.
Budget:
Vi regnede med at bruge ca 300.000 på at leve i 2 år. Derudover havde vi en lille buffer.
Vi sejlede dyre steder. Verden er dyr. På vores tur, var Barbados det absolut dyreste sted vi besøgte. Vi blev klogere i forhold til budget undervejs. Vi havde hjemmefra håbet på at vi kunne leve for 12.000 om måneden. Men havnepladser fyldte en del i vores budget. Vi gav nok i gennemsnit givet 300 kr pr nat. Og det kan mærkes i et budget!! Derfor glædede vi os til at finde gode ankerpladser – og sparede rigtig meget på den posten.
Vi brugte mellem 20.000-25.000 hver måned på vores tur. Vi var 2 voksne og 3 børn i den første del af turen. Så kom der en ekstra til på den sidste del af turen, men han levede mest af sin mor.
Det var heldigvis ind imellem muligt at leve billigere. Den absolut dyreste ø for os har været Barbados og St. Vincent og Grenadinerne. Alt var dyrere der og indkøbsture efter de mest nødvendige ting væltede budgettet gang på gang.
Vi betalte 110 kr for en ananas på Barbados (i et øjebliks dumhed, hvor det var umuligt at omregne barbados-dollars til dkr). I sammenligning koster en ananas på Tobago kun 20 kr. Det er en forskel der kan mærkes. Vi fangede mange fisk og hummere og det har selvfølgelig også hjulpet gevaldigt i budgettet. Det har virkelig været en god investering for os at købe harpuner. De har tjent sig selv ind mange gange. Vi levede ikke dyrt og luksusagtigt.
Men opstarten var hård og vi tillod os selv mere luksus end vi normalt ville gøre. Opstart er altid dyrere, fordi man der skal finde en ordentlig rutine og lige lure, hvad det her handler om. Derfor har der “som plaster på såret” ovenpå en heftig sejltur ofte været en ekstra is og en god middag i havnen…og det kan jo mærkes. Vi ville ikke gøre det om, men vi var nødt til at prioritere fremadrettet.
Dejligt, men dyrt at have gæster:
Derudover er det dyrt at have gæster…og det er måske meget godt lige at forventningsafstemme inden de søde gæster fra Danmark lander og er klar til ferieliv. For det her er jo vores hverdag. Og vi ville så gerne leve som om vi havde ferie, men så ville vi være nødt til at forkorte turen og komme hjem om lang tid før.
Båden og udstyr:
Vi købte en båd til ca 600.000 og derudover brugte vi mellem 100.000 og 150.000 på klargøring og udstyr. Og der kom løbende mere til…
Vi fik fået lavet bimini på Tenerife. Den kostede ca 6000. Og den slags kom der løbende mere af på hele turen …både nyanskaffelser og vedligeholdelse.
Christian kan fikse det meste selv, så udgifter til de fleste reparationer sparede vi. Det var selvfølgelig en kæmpe fordel, min fornemmelse er, at de fleste der er på langtur, kan fikse ret meget selv. Ellers kan det hurtigt blive bøvlet og dyrt. Der er som regel råd at hente hos andre sejlere og på den måde er der en ret stor “ekspert-bank”.
Vi besluttede at få båden på land på Trinidad. Den trængte til en ordentlig omgang kærlighed under vandlinien. Den skulle spules, slibes og males og der skulle poleres fribord. Her fandt vi 2 forskellige firmaer, som lød lovende. Power Boats og Peakes Yachts. Hos begge firmaer kunne vi få båden op, have den på land 6 dage og efterfølgende løftet tilbage i vandet igen for ca 200 euro. Dertil kom selvfølgelig materialer…men arbejdet udførte vi selv. Det var langt billigere end vi havde forestillet os.
Og i modsætning til mange steder vi tjekkede på Grenada, måtte vi godt selv udføre alt arbejde på Trinidad – derfor er der mange penge at spare. Hvis I skal have båden op undervej, kan det virkelig betale sig, at gøre det på Trinidad.


Ekstra poster i budgettet
Vores solpaneler stod af undervejs. Meget irriterende. Vi besluttede at købe nye på St.Martin, hvor der skulle være et stort og billigt udvalg. Det var der ikke. Det var ikke til at skaffe de rigtige solpaneler på hele øen. Derfor endte det med at vi bestilte solpaneler via Amazon fra USA og fik dem leveret på ca 1,5 uge til St.Martin. Det var billigt og hurtigt og kan klart anbefales. Hvis de havde haft de samme hjemme på St.Martin, ville de have kostet ihvertfald det dobbelte.
Vi har ikke brugt mange penge på diesel, så det har ikke været med til at vælte vores budget. Men udgifter til diesel skulle også være i de 20.000-25.000 pr måned. Indeholdt i de vores anslåede månedlige budget, er også forsikringer – både til os og båd.
Og så prøver vi at bilde os selv ind at diverse vaccinationer og medicin (bl.a. virkelig dyr malariamedicin) også er indregnet …men det er hverken vaccinationer eller medicin altså. Og det har nok samlet kostet 20.000 som et engangsbeløb før afrejse. Herinde hos Freeliving har vi lavet aftaler med både Rejseklinikken og Safeaway. Begge steder kan du som medlem få rådgivning og rabatter, når du køber vaccinationer og forsikringer hos dem. Du kan finde vores fordelsaftale med dem begge her.
Vaccinationer
Vi blev i Danmark vaccineret mod gul feber – det er nødvendigt fx på Trinidad-Tobago, hvor der er gul feber. Når man efterfølgende ankommer til et land, skal man fremvise vaccinationspapirer for at få lov at komme ind i landet. Det skete dog aldrig i praksis, men det er ikke en chance, som man skal tage derude, for de kan afvise jer, hvis ikke I kan fremvise dokumentation. Vi blev også vaccineret mod hepatitis A og B og tyfus.
Undervisning ombord
Båd-skolen kørte efter en lidt prøvende opstart. Det krævede en del struktur, som ikke nødvendigvis kommer med det samme, men som ligesom alt andet har vokset sig langsomt frem… Vi havde alle skolebøger med hjemmefra.
Og var specielt glade for serier om verden med Atlas og opgaver fra GO’ forlag. Derudover har vi haft en bunke bøger med til hver af ungerne, som de selv kunne arbejde i.
På den måde blev det ok engang imellem at sige: “I dag skal I bare lave næste side…”. Vi brugte omgivelserne en masse og ungerne var i en meget aktiv skole i vandet og på vandet. De udviklede nogle færdigheder, som de ikke ville gøre hjemme og de går glip af noget, som de ellers ville havde fået i skolen hjemme. Men alt i alt tror vi på at de vinder ved det her.
Engelsk underviste vi kun de to store i – og kun grammatik og skriftlighed. De snakkede engelsk dagen lang (alle 3) og fik hurtigt tilegnet sig sprogfærdigheder, så de fleste voksne godt kunne pakke sammen.
Børn udvikler sig helt vildt. Så vi kunne godt have sparet en del af engelskbøgerne væk… Men sådan blev vi klogere undervejs.
Planlægning og drømme
Jeg ved, at mange af jer der læser med, selv er ved at planlægge noget lignende. Eller måske ikke er nået til planlægningen, men drømmer om det og skal finde ud af om det er realistisk.
Vores største post i budgettet har selvfølgelig været båden. Men den skulle også kunne fungere som hjem og være sikker og velsejlende. Så det eneste råd herfra, hvis man drømmer….afsted! Det føles så vildt.
Hvis I har spørgsmål til mere om planlægning, finansiering, budget, undervisning af ungerne eller andet, så skriv endelig. Måske kan vi svare. Vi vil ihvertfald godt prøve… Send en mail på info@freeliving.dk
Hej Cille
Hvor er det dejligt med en konkret vurdering af hvad det koster at sejle på langtur! Min mand og jeg var også på langtur i 2011-12, og jeg kan genkende en stor del af det du skriver her – dog får jeg lyst til at nævne, at man godt kan komme afsted for et mindre budget. Vores erfaring er fx at bådstørrelsen er virkelig afgørende. Hvis man kan nøjes med en mindre båd (fx lige under 10 m) så er havneudgifter voldsomt meget lavere, man ser mindre velhavende ud (det kan også godt gøre en forskel for priserne) og hvis man også kan nøjes med mindre og manuelt udstyr, så er der mindre der kan gå i stykker, det kræver en mindre batteribank og ofte kan man reparere det selv.
Det var bare en lille kommentar til emnet og en opfordring til at overveje budget og bådkøb 🙂
Langturssejleren Thomas Veber har iøvrigt skrevet en del om dette emne, find ham på http://www.thomasveber.dk
Hej Line, tak for kommentar;) Jeg er helt enig med dig – der er forskel på hvordan man rejser og hvor mange penge man bruger på oplevelser m.m. Vi sejlede samtidig med Thomas Veber og hans familie og vi rejser meget forskelligt. Ligesom vi sikkert også lever meget forskelligt herhjemme. Man kan sagtens rejse for 10.000 pr måned – vi mødte også familier, der brugte 50.000 pr måned. Det er heldigvis så dejligt med forskellighed. Tak og hav en dejlig dag. Kh Cille
Ja man ser meget forskellige måder at rejse/sejle på når man er derude. En ting jeg spekulerer på er, om det mon gør en forskel om man har børn med eller ej? Da vi var afsted havde vi ikke børn endnu, det har vi nu og hvis vi skulle afsted igen (hvad vi forhåbentlig skal) så kan det være at behovet for at ligge i havn er blevet større – eller hvad oplevede I? Gik I meget i havn af hensyn til børnene, for at opsøge andre børn fx?
Hej Line, der er selvfølgelig stor forskel på om man har børn med eller ej. Forsikringen i sig selv koster dobbelt, hvis man har to børn med og vaccinationer er også dobbelt osv. Vi lå stort set ikke i havn efter vi krydsede Atlanterhavet – så der er ikke meget at spare der. På lange stræk på denne side af Atlanterhavet, er det slet ikke muligt at ligge for anker. Verden er bare blevet dyrere;) Vi lå ikke i havn for at finde andre børn – det gør vi i Danmark, for der er ikke mange for anker. Men ude i den store verden, ligger de fleste for anker og der svømmer ungerne rundt mellem bådene. Det er så fantastisk! Det er nok ikke urealistisk at tage jeres månedlige budget fra sidst og så fordoble det. Hvor gamle er jeres børn? Og hvor længe var I i Caribien sidst? Hvor lang tid vil I gerne afsted denne gang? Kh C
Hej Cille, tak for svaret! Ja der er selvfølgelig nogle udgifter som følger antallet af personer ombord, det gør jo en forskel. Og verden er blevet dyrere – uf, en fordobling af budgettet fra sidst ville kræve en stor opsparing, hvilket i første omgang gør udsigten til at komme afsted lidt langsigtet… Medmindre man kan tjene noget undervejs selvfølgelig – du kan tro jeg spekulerer over det, det ville jo være løsningen 🙂 Eller måske kunne et billigere sejladsområde være noget af løsningen – jeg drømmer fx lidt om de mange øer i Stillehavet, fx Indonesien, at flyve derned, købe en sejlbåd og sejle et års tid, sælge båden igen og så flyve hjem. Kender du nogen der har gjort noget lignende? Personligt har jeg det fint med lange havstræk, men min mand synes det er hårdt, og jeg tænker egentlig heller ikke at det er så fedt for børnene. Du spørger andetsteds om vi sejler i DK: For øjeblikket har vi et meget sæsonpræget job med at drive turistvirksomhed, hvilket gør det umuligt at sejle om sommeren og svært at sejle komfortabelt udenfor sæsonen herhjemme, derfor har vi ingen båd pt. Vi var ellers med i en delebåd på Kanarieøerne, men sejladsområdet fungerede ikke rigtigt for os (meget vind mellem øerne og lidt for langt mellem de fede øer til uvante sejlerbørn på 2 og 6 år). Men vi arbejder som sagt på en løsning. Afslutningsvis vil jeg bare sige til både dig og Mille, at jeg har hentet så meget inspiration, fakta, gå-på-mod og lyst her fra jeres sider, at mit hoved virkelig arbejder på højtryk efter nye måder at leve livet på – så tusind tak for det!
Hvor tænker I at I skal sejle hen næste gang? Er det jeres børn som også spørger efter det? Jeg er ret nysgerrig omkring det med at rejse med børn, tage dem ud af deres vennekreds og væk fra bedsteforældrene. Har I fx overvejet at rejse frem og tilbage mellem båd og DK i perioder?
Kære Sille,
Tak for et spændende indlæg om budget/økonomi og andet praktisk viden om langtur – det er lige den inspiration jeg søger..
Jeg har et spørgsmål til længden på langturen. Vi overvejer fordele/ulemper ved at være væk 1 eller 2 år. Selvfølgelig kan man nå længere væk på 2 år. Men 1 år kan måske også noget (vi er lidt i tidsnød, da vores børn gerne skal være hjemme til 9.klasse) Jeg forestiller mig Middelhavet, Marokko (?), Canariske øer, Madeira og måske Azorerne? MEN, hvis vi alligevel skal sælge huset for at få råd, kan vi måske lige så godt være væk 2 år? Er det for længe med 2 børn på ca 14? (Ved det er meget individuelt, men det fylder lidt) Og, er der skattetekniske ell indkomstmæssige fordele/ulemper mht at komme hjem til dk igen man bør være opmærksom på?
Kære Lene.
For os var der ingen tvivl om, hvorvidt vi skulle vælge 1 eller 2 år. Der går lang tid med at lande og med at være i den nye slags hverdag. Vi oplevede at vi blev rigtigt gode til det efter noget tid. Vi mødte mange familier, som kun havde 1 år – og det bliver en anderledes tur. Men selvfølgelig kan 1 år også noget. Vi rejste med store børn – vores ældste var 14, da vi tog afsted og 16 da vi kom hjem. Han eeeeelskede det! Og tog ansvar på en måde, som vi aldrig havde set før. Vi valgte at undervise ham i 9.klasses pensum på båden, men droppede eksamen, da han gerne ville krydse Atlanterhavet. I stedet tog han på efterskole, da vi kom hjem og her gentog han 9.klasses pensum OG havde overskud til at skabe sociale relationer, være ung og hygge sig. det var en fantastisk løsning for ham og os. Han går nu i 2.g og bruger alt det han har fået ud af vores 2 år på en reflekteret og nuanceret måde i hverdagen. Det skattetekniske er der ikke forskel på i forhold til om I vælger 1 eller 2 år. Men vores dygtige skatteekspert Jan Hove kan svare på altid er er relateret til det.
Hvornår vil I afsted? Hvor mange børn har I med? Og skal I arbejde undervejs?
Kh Cille
Hej Cille,
Tak for svar – et jeg overvejer at printe ud og hænge op på køleskabet, til evig inspiration 🙂
Vi har to drenge på 9 år og kommer nok først afsted i 2023 eller 2024, så de kommer til at være på jeres den ældstes alder til den tid. Jeg har ikke mulighed for at arbejde undervejs, men min mand kan måske arbejde som lærer. Med undervisning af sejlerbørn på langture. Han er i tænkeboks og og ret motiveret og jeg ved, han har skrevet til jer i Freeliving 🙂
Hej Cille. Har I en ide’ om hvor meget I brugte på vedligehold, reparation mm. På båden undervejs?
Tak, kh.
Hej Henriette, jeg har spurgt min skipper… han har været i tænkeboks og er kommet frem til at vi i snit brugte ca 3000 kr om måneden. Christian lavede det hele selv, men reservedele løber op. Vi havde båden på land i Trinidad, hvor den fik bundmaling m.m. Det er inkluderet i de 3000 pr måned i snit. Kh Cille