Det rigtige Islandske eventyr

Når i så triller ud af Reykjavik, er et pitstop i det lokale supermarked et must. Der skal fyldes op til eventyr i den uge eller 10 dage, eller hvor lang tid i nu har tænkt jer at være væk. Skal i på rigtigt eventyr, skal i ikke regne med at finde restauranter rundt hvert hjørne, og så er det bare dejligt at have købt lammepølser til grillen eller ind til en spaghetti bolognese på primus.

Måske har du/i venner, der har talt varmt og rosende om Golden Circle med Thingvellir, Geysir, Gullfoss or Blue Lagune, og det er alt sammen virkelig fedt, men det kan godt overstås på én dag for at have mere tid til de rigtige eventyr – off the beaten track, hvor kineserne endnu ikke har dristet sig ud. Det skal dog retfærdigvis siges, at der formentlig ikke er særligt mange kinesere i Island lige nu, hvorfor det kan give mening af bruge lidt mere tid på Golden Circle, end jeg ellers vil anbefale.

I min optik starter det rigtige islandske eventyr dog først, når man drejer til venstre ved Mosfellsbær lidt nord for Reykjavik og følger kysten op mod Snæfellsjökull. Ja, jeg beklager navnet, men det hedder det nu engang. Det er her, at porten til aselandet bliver åbnet på vid gab, og din lille gule autocamper kan trille ind i et landskab, der er ulig noget andet her på Jorden. Tro mig, jeg har set det meste, og det her er alligevel anderledes. Semi-vilde heste og uldtottede og vindblæste får græsser på vilde enge, der bliver erstattet af mostildækkede lavamarker. Lavamarkerne er som størknet midt i et voldsomt vulkanudbrud, der har efterladt bølgelignende konturer i landskabet. De mosbegroede knolde ligner noget, som jætter og aser har kylet efter hinanden i ragnaroks sidste slag, og før Fenrisulven kunne hyle sejrrigt, da alt blev stille. Det er på samme tid uhyggeligt, spændende, fascinerende og vildt smukt.

Snæfellsjökull – hvad for en Kull? 

Mellem de spektakulære slagmarker for Valhallas helte ligger små varme kilder, hvor lokale islændinge har stablet træhuse på benene for at lokke både lokale og de få turister, som forvilder sig herud, til at hvile kroppen i varmt og ærligt talt prutlugtende vand. Det skal man lige vænne sig til. Når det er koldt på Island, er det dog en helt særlig oplevelse at spise en nybagt vaffel med kroppen i et termisk bad og blikket vandrende over de spidse klippeformationer, der tårner sig over kysten. I det fjerne ligger bakketoppe fra vulkaner, der efter geologiske tidsregning var i udbrud for ganske få øjeblikke siden.

Fra Snæfellsjökull bør turen fortsætte mod nord og det endnu mere ubetrådte Island. Kilometer efter kilometer og time efter time bugter vejen sig gennem bjerge, lavamarker, vulkaner, bjergsøer og vilde enge. Der er ingen andre herude. En gang imellem triller en anden camper forbi, og man dytter til hinanden, fordi det er et sjovt sammentræf, at man er to biler på samme 100 kilometer strækning. Så tomt er her.

Vejen går først opad i lang tid, og derefter går den nedad mod den nordlige del af øen, hvor befolkningstætheden er sammenlignelig med Månen. Der er ikke mange mennesker heroppe mod nord, og bortset fra sporadiske landsbyer, der forhutler sig i ly af bjergene, bor der kun mennesker i Akureyri. Det er Islands næststørste by, og denne pulserende metropol har svimlende 18.000 indbyggere. Det er færre, end der bor i Lemvig.

Gudernes Vandfald

Heroppe mod nord, hvor hvaler boltrer sig i lagunerne, og hvor de islandske mænd og kvinder ikke virker til at være født på normal vis, men i stedet er banket ud af den vulkanske klippegrund, ligger Gudernes Vandfald – Godafoss. Her kan man komme i tvivl om, hvorvidt larmen fra vandfaldet overhovedet er lyden af faldende vand, eller om det i virkeligheden ikke er Tanngrisner og Tanngnjost, der trækker Thor i sin vogn hen over himlen. På en god dag lurer tordenen i horisonten, og sorte skyer trækker ind fra det uendelige Atlanterhav – det samme hav, som vores forfædre måtte krydse i primitive joller for at bosætte denne ugæstfri og ufatteligt smukke ø. Kun de mest hårdføre og barske vikinger kunne klare det, og deres gener udgør i dag det stolte islandske folk. Nej, det er ikke en badeferie det her, og du skal ikke forvente at kunne få en mojito med paraply i. Det er til gengæld eventyr fra allerøverste hylde og visuel forkælelse for feinschmeckere, der værdsætter det rå og det vilde. Er man rigtig heldig, kan man få lov til at falde i søvn til lyden af torden og regnen, der slår mod den gule campers tag.

Næste morgen skal i så… Ja, det vil jeg egentlig lade være op til jer selv, fordi det er også det, som Island kan. Der er altid et nyt hjørne at dreje omkring, eller en ny bakke at køre over, og ingen ved, om Loke eller Freja byder på det næste eventyr. Men eventyret kommer, og det kan enten være på turen tilbage mod Reykjavik ad samme vej, som i kom til Gudernes Vandfald, eller det kan være østover og hele vejen rundt om øen. Lad det være op til at kast med en mønt at afgøre det.