Mit Islandseventyr
Af fotograf Anja Robanke medlem på Freeliving
Det er ikke nogen hemmelighed at Island har ramt mig mere end nogen andre lande nogensinde har gjort. Det er heller ikke nogen hemmelighed at Island har været med til at ændre mig til, hvor jeg er I dag.
For i dag er jeg landet på vejen. Jeg bor 100% i min autocamper. Og Work and Travel er blevet mit hashtag. Jeg lever. Det er freeliving. Og jeg elsker det. Jeg tog valget april 2019, hvor jeg startede selvstændig som grafiker og fotograf. Derefter gik det stærk. Min første autocamper holdt i min indkørsel 2 uger senere og lidt over 3 måneder efter, var jeg på vej ned igennem Europa efter jeg havde solgt alt, hvad jeg ikke kunne have med mig.
Men hvordan startede det?
Jeg skal prøve at gøre det kort! Jeg husker tydeligt, hvordan jeg sad i lufthavnen efter en uge på sydkysten sammen med en veninde i efteråret 2016. Hele min krop vil gerne blive og jeg kunne slet ikke overskue, hvor og hvornår jeg kunne komme tilbage. Så jeg ringede til min gamle chef og spurgte om jeg måtte komme op i to måneder sommeren efter, mens jeg havde mit arbejde med.
Han havde altid opfordret os til at arbejde steder, der inspirerede os
Han sagde heldigvis ja og jeg er begyndt at planlægge. Der fandt jeg nogle værtsfamilier, og jeg kunne arbejde fra mandag til torsdag og derefter holde forlænget weekend, hvor jeg kunne tage ud på eventyr. Jeg lejede en lille bil og kørte øen rundt! Efterfølgende sad jeg igen i lufthaven og var på ingen måder færdig med Island. Tværtimod. Jeg var sulten på mere.
Ringede igen til min chef og spurgte om jeg måtte tage 3 måneder næste år og han sagde JA! Jeg købte mig en Land Rover og begyndte at planlægge. Det var en fed tur, for der kunne jeg komme ind i højlandet, da jeg havde 4×4 og snorkel.
MEN… de 3 måneder gik stærkt og jeg ville mere.
Som jeg skrev i starten, så startede jeg selv, solgte alt og flyttede ind i min gamle Autocamper Bumle på 20 år. Derefter gik der eventyr, men også corona i den. Mange ting er sket i denne tid, men lad os komme afsted på eventyr på Island.

Mine Islands oplevelser
Mine Islands oplevelser
Da jeg har været RIGTIG mange steder på Island, så jeg fortæller kun om nogle af de skønne steder, jeg har besøgt på Island. Det ville blive en roman, hvis du skulle med på hele rejsen.
Jeg kom for nylig hjem fra Island med mange oplevelser i bagagen. Jeg har tilbragt 3,5 måned på øen med is, vand og lava. Jeg har vandret på vulkaner, sejlet i fjordene, kørt øen rundt, hvor jeg har set kraftfulde vandfald og gået på en gletsjer.
Hugo og jeg sejlede derop. Og for en god ordens skyld så er Hugo min autocamper. Jeg rejser alene på mine eventyr, så derfor er det altid hyggeligt med en rejsemakker, der gider bevæge sig. Og det er Hugo, der får mig rundt og giver mig et tørt og varmt sted at bo.
Jeg har været på Island mange gange før, både på en 2- og en 3-måneders tur og en masse mindre ture hen over de sidste 5 år. Island har ramt mig på den helt utrolige og storslåede måde. Og jeg ved, at jeg skal tilbage mange gange igen. Så lad mig tage jer med til nogle af de steder, jeg har været.
Turen derop
Færgeturen gik egentlig okay. Det var mest fra Færøerne til Island, jeg var lidt presset over bølgerne. Jeg sov en del på turen og nød at være lidt offline og bare sove. Der er restauranter i forskellige prisklasser og kvaliteter på færgen. En lille biograf og en lille pool.
Jeg har samlet en video her på YouTube, hvor I kan se min færgeoverfart – fra jeg forlader Danmark, til jeg lander på Island.
Turen derop og tilbage kostede mig og Hugo 18.000 kr. De fortalte mig hos Smyril Line, at de pga. Corona havde ændret deres faste priser til, at det er ’udbud og efterspørgsel’ der bestemmer. Så man skal bare kontakte dem via mail eller telefon, så regner de et tilbud på det givne tidspunkt.
Østpå og rensdyr
Jeg fik kørt øst fra færgen til sommerhus, fra sommerhus til test og retur. Derefter resten af øst ned mod sydkysten. Jeg synes tit, at øst-Island bliver glemt. Men for mig er det virkelig smukt. Og når man sejler til Island, er det nærliggende at starte der.



En vulkan i udbrud
Island byder bare på rigtigmange naturskønne oplevelser, og meget få af dem koster noget. Jeg kørte mod sydkysten, og der er så meget at opleve, men jeg havde et mål! Og det var vulkanen ovre vestpå. Men jeg vender tilbage til sydkysten nogle gange på denne tur.
Den 19. marts 2021 i Geldingadalur-området startede vulkanen. Endelig kom dagen, hvor jeg skulle ud at opleve vulkanen. Jeg havde ventet på dette øjeblik, siden den kom i udbrud!
Turen fra parkeringspladsen og op til, hvor jeg stod det meste af aftenen, var en gåtur på cirka 4 km. Man kan jo diskutere, om stigningen er stejl eller ej! Nogle vil synes, det er nemt, og andre vil synes, det er hårdt. Jeg var en af dem, der måtte stoppe op et par gange og svede med meget høj puls.
Men det var det hele værd. Jeg husker det, som var det i går. Det gav et sus at se lavaen flyde ud. At mærke varmen, der kom med vindens pust, var så surrealistisk. Der er så store naturkræfter bag, og jeg er meget fascineret over, hvordan Island er skabt over mange år.
Jeg sendte min drone afsted 3 gange. Det kildede i maven, og jeg var nervøs. Jeg har lavet den her YouTube-video med stemninger fra den 10. juni 2021. Der er video fra land, men også en masse optagelser med dronen over og omkring vulkanen.



Sydkystens magi – og nogle af mine bedste steder.
Jeg kan godt forstå, at mange tager den tur, hvis man ikke så har meget tid. Jeg har selv vist min far og mor sydkysten over 5-6 dage. For man kan se meget på kort tid. Jeg vil nævne nogle af de steder, jeg nyder, når jeg besøger Island.
Seljalandsfoss-vandfaldet
Dette vandfald er et af de mest kendte i Island og ligger lige ved ringvejen. Det er et must at stoppe op her. Det er et af de eneste steder i naturen, jeg har oplevet, at man skal betale for parkering. Vandfaldet er 65 meter højt, og der går en sti rundt bagved. Det er en kort tur, men tag ordentligt fodtøj på, da det kan være glat og mudret. Og evt. også regntøj, hvis du ikke ønsker at blive gennemblødt.
Gljufrabui-vandfaldet
Dette vandfald ligger lidt skjult i en smal kløft, så det kan være svært at få øje på. Det ligger faktisk kun ca. 10 minutter fra Seljalandsfoss. Det var min første gang der i år. Tænk, at det var gået min næse forbi. Og det fede er, at der ligger en campingplads lige derved. Så kan man opleve både Seljalandsfoss og Gljufrabui på gåben derfra. Her skal man have regntøj på, for der er så meget vand i luften. Jeg stillede mig op på den store sten, og min mor tog nogle billeder. Der er meget livsbekræftende, i hvert fald for mig, at mærke Islands kræfter så tæt på.
Seljavallalaug Swimming Pool
Vandreturen derud er ca. 1 km og meget smuk. Man går mellem bjergene, hvor klipperne nogle steder har smukke formationer.
Seljavallalaug er en 25 meter lang udendørs pool. Poolen er en af de ældste svømmebassiner i Island, og den blev bygget i 1923. Poolen er dejligt varm, men ikke virkelig varm. Der er alger i bunden, så jeg holder bare fødderne oppe. Det er lidt glat, men det er jo helt naturligt. Man kan skifte tøj der, men det er på ingen måder luksus. Det er bare et rum med nogle knager. Men det, jeg elsker ved det sted, er at nyde naturen omkring. Den pool ligger så fantastisk, og det var skønt at kunne give min mor den oplevelse. Og det hele er gratis. Men man kan lægge penge i en beholder, hvis man vil støtte tiltaget.
Skógafoss-vandfaldet
Et meget kraftfuldt og bredt vandfald på 60 meter, som man kan komme helt tæt på og få et meget vådt støvbad i. Jeg valgte selv at gå helt op og blive blæst igennem i regntøj. Det gav en fed følelse i hele kroppen og en følelse af at være lille mod de store naturkræfter. Og godt, at jeg bare kunne gå ned i Hugo og skifte.
Ved siden af vandfaldet er der 400 trappetrin op, så man kan se vandfald foroven og se det frodige landskab og sorte strande på afstand.
Fra Skógar kan man vandre på en 23 km lang vandrerute langs floden Skógá over Fimmvörðuháls. Man går imellem de to gletsjere Eyjafjallajökull og Mýrdalsjökull, og man kan gå helt hen til Þórsmörk.
Der er en campingplads lige ved vandfaldet, hvor Hugo og jeg har overnattet nogle gange. Det er fantastisk at nyde vandfaldet om aftenen og om morgenen, når andre sover. Jeg var heldig at se det uden en masse mennesker.
På hesteryg ved Skógar
Hvis man vil ud at ride, så kan det varmt anbefales ved Horse Rental Ytri-Skógar tæt ved vandfaldet. Jeg fandt dem ved en google-søgning og endte med at ride der 2 gange. Første gang var jeg afsted med min mor, og det var så smuk en tur med lupiner og ridetur til to vandfald. Det er en skøn måde at se og opleve et område på på en helt anden måde. Og islandske heste har noget særligt over sig.
Flere af sydkystens eventyrlige muligheder
Island fascinerer mig hver dag. Landskabet, der ændres, de søde og hjælpsomme islændinge. Det er så råt deroppe. Vinden og vejret og den dejlige følelse af at kunne bære mit elskede uldtøj, for det giver mening.
Jeg vil sige, det var en større fornøjelse at køre på ringvejen i år, det var sket mange forbedringer siden sidste rejse, hvor jeg kørte på den. Og dermed er mange andre veje også blevet bredere. Man må typisk køre 90 og 80 km/t. på hovedvejen, medmindre andet er skrevet. Jeg synes dog, at islændinge selv foretager nogle vilde overhalinger indimellem og kører stærkt.
Camping – det lille minus
Der er ikke mange minusser ved Island. Men en af dem er, at det er forbudt at freecampe – altså at overnatte i naturen. For mig er det et minus, for jeg elsker at vågne i naturen. MEN når jeg tænker over det, så forstår jeg godt islændingenes valg. Med 2,2 millioner turister i 2018 er der pres på naturen. Der var biler og campere overalt. Så jeg kørte ind på en campingplads hver nat, medmindre jeg sov ved mine gamle værtsfamilier rundt på øen.
Jeg har typisk givet 75-100 danske kr. for en overnatning. Man betaler pr. person. Og strøm koster ca. 50 danske kr. pr. nat. Forvent ikke en høj standard som i Danmark. Men der er ofte, hvad der skal være. Vær dog opmærksom på, at nogle steder er der bl.a. ikke bad og ikke mulighed for at tømme toilet.
Reynisdrangar
Det er specielt at gå langs den sorte strand ved vandet, der har gjort de sorte sten runde. Man kan se Reynisdrangar, som er smukke klippeformationer, som skyder 66 meter op fra havets overflade.
Islændinge mener ifølge en gammel legende, at disse enorme klipper engang var trolde, som forsøgte at trække skibe ud på havet. Men troldene blev forstenet ved solopgang og blev derfor forvandlet til sten, og nu kan de ses som disse fantastiske klipper.
Der er også nogle rigtig smukke basaltsøjler. I det hele taget er området præget af smukke klippeformationer. Og der findes mange havfugle i området. Man kan være heldig at se søpapegøjen og mallemukken. Reynisfjara er faktisk blevet kåret som en af de 10 smukkeste strande i verden af National Geographic og har været med i den kendte tv-serie Game of Thrones.
Havet ved Reynisfjara er farligt, så gå ikke for tæt på, og bad der ikke. Bølgerne kan synes at komme ud af det blå, og med stor kraft kan man risikere at blive trukket med ud. Så lov mig at være forsigtig, og hold afstand til havet.
Jökulsárlón Glacier Lagoon og Diamond beach
Disse to steder ligger lige ’over for’ hinanden. Så lad os starte med gletsjer-lagunen, der er fyldt med isbjerge, og det er et sted, der er meget populært. Men hvis man går en tur lidt længere ind i lagunen, så er der ikke mange turister, og man kan få nogle dejlige oplevelser med bl.a. edderfuglen på nogle tider af sæsonen. Jeg har oplevet dem tæt på, for de er lidt nysgerrige.
Lagunen kaldes Jökulsárlón, hvilket betyder ’gletsjer-flod-lagune’. Lagunen er dannet af smeltet gletsjervand. Jökulsárlón bliver hele tiden større, mens gletsjeren trækker sig tilbage og bliver mindre. På de 3 år, siden jeg havde været der, kunne jeg se, at vandstanden var steget.
Man kan også komme på bådtur ude på lagunen og sejle imellem isbjergene/klumperne. Jeg har dog ikke selv oplevet dette.
Der er også sæler i dette område. Jeg har set dem de fleste gange inde i lagunen, men de er også at finde ude ved ’Diamond beach’. ’Diamantstranden’ ligger som sagt lige ovre på den anden side af vejen.
Isbjerge, som knækker af gletsjeren og lander i lagunen, driver ud i havet og skylles op på den sorte strand – Diamond beach.
Denne sorte sandstrækning er derfor ofte dækket af ’isterninger’ i forskellige formationer, nogle gange som isskulpturer. De ligger og glitrer som diamanter i solen. Det er derfor, at stranden Breiðamerkursandur har fået tilnavnet ’Diamantstranden’. Jeg har været uheldig med det i år. Jeg var forbi 2 gange, og det var meget små stykker, der lå der, men jeg kunne efterfølgende nogle få dagene senere hos en anden fotograf se, at stranden var fyldt. Så det er naturens charme, der bestemmer, hvad vi ser.
Det er også muligt at gå rundt i området, hvis det ønskes. Man får altid instruktioner fra personalet i caféen, når man køber en billet til området og parkering. Billetten er gratis, hvis mancamper eller overnatter i deres annekser.
Jeg har lavet en video om Vestrahorm du kan se her.
Fuglelivet på Island
Man må ikke glemme fuglene. Jeg husker, at en fuglefotograf sagde til mig, og det skal lige siges, at jeg havde været der 2 måneder året før: ”Anja, der er så mange fugle deroppe” – hvortil jeg svarede: ”Nej, det tror jeg ikke”. Og jeg tog grueligt fejl. Jeg havde bare haft så meget fokus på landskabet, at jeg ikke så dem. Men det fik jeg lavet om på, og Grímsey må jeg have dig med ud på. En skøn lille fugleø ca. 40 km nord for Island.
Det er en skøn lille ø med MANGE søpapegøjer. De er virkelig alle vegne. Der er generelt mange havfugle derude. Og stort set ingen turister. Jeg har været der 2 gange, hvor jeg er sejlet derud. Jeg er ikke søstærk på nogen som helst måde, men jeg gjorde det også 3. gang trods den gyngende tur.
Få nok tid deroppe
Mit bedste råd er nok: Få nu tid nok deroppe, og prioriter, hvad du ønsker på turen, for det er umuligt at se alt. Jeg har været der 6 gange og mangler stadig en masse, jeg gerne vil opleve og se.
Tak for at læse med om mit Islandseventyr
Jeg kunne blive ved og ved – det er mit elskede land, og jeg glæder mig allerede, til jeg skal tilbage og opleve den skønne natur. Dette blev de sidste oplevelser fra Island for denne gang. Jeg håber, du har nydt rejsen og måske selv tænker at sejle derop og opleve noget af dette sammen med din autocamper.