Til bingo i Virginia

Det er sidst på sommeren, og sæsonen for camping gennemlever sine sidste krampetrækninger. Det ser vi også tydeligt, da vi sent om aftenen trækker ind på en næsten forladt campingplads i en afsides del af Virginia. Der holder én sølle campingvogn i hjørnet af campingpladsen, og den ser næsten glad ud for at få selskab for natten. Anderledes gang i den er der dog i det lokale forsamlingshus, som ligger lige uden for campingpladsen. Vinduerne i det lave træhus med sider af teltdug lyser lokkende i mørket, og et stort håndskrevet skilt med en blanding af store og små bogstaver i vild forvirring reklamerer med bingoaften.

Vi er på jagt efter en autentisk amerikansk oplevelse, og bingoaften i Virginia lyder som en fuldtræffer. Vi er da også de eneste turister blandt de 50 måbende mennesker, som sidder på træbænke ved lave borde i det svagt oplyste lokale og kigger efter os, mens vi forsøger at snige os ind på deres enemærker. Lugten er tyk af billig øl og savsmuld, og vi får hurtigt købt en bingoplade hver og finder et bord at sætte os ved.

Nuvel, vi ved ikke meget om bingo generelt, men bingo i Virginia virker som dansk farmorbingo på ecstasy. Hver runde er forskellig fra den forrige, og det ene øjeblik skal numrene forme et kryds og det næste en fisk. Samtidig foregår det hele i et hæsblæsende tempo, og et ældre ægtepar ved siden af os, hjælper overbærende de tåbelige turister gennem de første runder, indtil vi har fattet systemet og kan stå på egne, vaklende bingoben.   

Vi er i den grad helt ude af vores vante element, men pludselig sker det utænkelige:

»BINGO!« råber min otteårige datter af lungernes fulde kraft, og hele forsamlingen af comboyhatte og blomstrede kjoler vender sig overrasket om mod den lyse stemme, der jubler op fra bagenden af lokalet.

Oplæseren, et ældre, vindblæst herre med et stort, gråt skæg, vinker min datter op til fronten af lokalet, og efter at have tjekket hendes numre får hun sin præmie for at vinde bingo-runde nummer fire ud af aftenens ti. Her kunne man så forvente, at præmien var en gigantisk Toblerone eller en silofan-indpakket frugtkurv, men sådan er det ikke til bingoaften på bøhlandet i Virginia. I stedet kommer min datter tilbage til bordet med et stort smil og en håndfuld krøllede pengesedler – $25 dollar i alt. Jeg spørger min borddame, om man godt må spille om penge i USA, og hun svarer med et smil og et træk på skuldrene. Det er vist ikke helt lovligt, det vi har gang i, men byens sherif kigger nok den anden vej, hvis han da ikke ligefrem er med i civil.

Fra den første gevinst går det hurtigt for den blonde familie fra Danmark. Jeg tager runde fem, min datter runde syv, og til sidst snupper hun også hovedpræmien på 100 dollar i runde 10. Det sker til applaus fra resten af lokalet, der for manges vedkommende sidder med 10 uduelige plader foran sig. Vi fortryder til gengæld næsten, at vi har spenderet vores ene aften med usandsynligt held på en bingoaften i Virginia og ikke ved spillebordene i Vegas.

Senere den aften falder min datter i søvn i autocamperen med fingrene knugende om de mange krøllede pengesedler, hun har vundet, og armene vredet omkring hendes bamse.

»Det har været den bedste dag i mit liv,« mumler hun, inden søvnen overmander hende.

Synger med på ’Country Road’

Dagen efter bingoaften står vi op til en helt anden verden. Vi er ved foden af Blue Ridge Mountains i den del af bjergkæden, som strækker sig hele vejen fra Pennsylvania i nord til Georgia i syd. En tæt morgentåge ligger over landskabet, og den brede Shenandoah River flyder dovent gennem campingpladsen, mens den tager tæpper af ålegræs og store grene med sig på sin rejse mod først Potomac River og siden hen Atlanterhavet langt derfra.

Vi spiser yoghurt direkte fra bægerne af og drikker kaffe af plastikkrus, og med gårsdagens bingogevinst lejer vi et par kanoer længere oppe af floden, så vi i ro og mag kan flyde tilbage over de næste par timer, mens solen langsomt jager tågen væk.

Vandet er klart i Shenandoah River, og små træstubbe og sten stikker op hist og her, hvor hver en tør plet er besat af en skildpadde, der står vagt i morgensolen. Over os svæver majestætiske havørne, og traner plukker fisk ved bredden af det klukkende vand. Vi synger med på John Denvers ikoniske sang ’Country Road’, der kører på repeat på Spotify.

»Almost heaven – West Virginia – Blue Ridge Mountains – Shenandoah River… Country road, take me home. To the place, I beloooong…«

Hverken floden eller vi har travlt, og vores små røde kanoer flyder stille og roligt gennem de vilde omgivelser, mens vi skiftevis måber af udsigten og blitzer løs med kameraet. På et tidspunkt lader vi kanoerne gå på grund på en lille grusbunke midt i floden og kaster os selv ud i det kolde vand for at blive kølet ned i den varme sensommer. Vi ville muligvis støde på andre kanoer i højsæsonen, men lige nu har vi hele floden for os selv. Vi skal kun dele den med dyrene, som lader os komme helt tæt på, før de dykker under vandet eller går på vingerne.

Drikker vin med fremmede i skovbrynet

Tiden står stille, mens den ene dag i Virginia tager den næste, og vi hopper fra campingplads til campingplads ned gennem Shenandoah National Park. John Denver havde ret. Det er en magisk verden, og efteråret er efter sigende den bedste tid at besøge nationalparken i. På langs af hele parken går den sceniske rute ’Skyline Drive’, der dristigt følger toppen af en bjergkam med uforglemmelig udsigt til landskabet på begge sider. Netop nu, hvor de første blade er ved at skifte farve fra grøn til forskellige nuancer af gul, orange og rød, er nationalparken fra oven som et stort, efterårsfarvet patchworktæppe, som ørne prøver at kigge igennem i jagten på et uopmærksomt bytte.

Vi tager hele oplevelsen ind, og overnatter på små, primitive campingpladser uden hverken strøm eller internet. Dagene bruger vi på at finde floder, vandfald, bjørne, havørne, hjorte, klamme insekter og nuttede jordegern. Om aften, når mørket bliver altomfavnende, deler vi vin og livshistorier med fremmede, mens børnene sover trygt i vores medbragte lejlighed på hjul. Kun enkelte bål lyser op i natten, hvor bjørne pusler i skovkanten, og vi alle sammen rykker tættere sammen. Først i allersidste øjeblik husker vi på, at vi skal aflevere autocamperen i Orlando, så den sidste dag af vores 14-dages roadtrip bliver en langstrakt affære med mange kilometer under dækkene.

Faktaboks:

Hvor: Shenandoah National Park i Virginia.

Hvordan: Fly til Richmond, Virginia, koster lidt over 4.000 kroner med Bristish Airways

Hvornår: Efteråret er den bedste tid at besøge nationalparken på, da farverne på bladene skifter.

Hvordan: Besøg nationalparken med campingvogn, autocamper eller telt, så du får hele den autentiske oplevelse med.

Sidehistorie:

Få en god deal på dit amerikanske roadtrip

Mange udlejningsfirmaer har ofte vanvittigt gode tilbud på leje af autocampere, hvis man blot fragter dem fra ét specifikt sted til et andet. Det kan være, at et firma skal have bragt en autocamper fra Boston til Orlando, som det var tilfældet for os, og derfor lader folk leje den i et bestemt tidsrum for $30 om dagen inklusiv forsikring, mod at man fragter den til bestemmelsesstedet. Normalprisen er omkring $350 om dagen.

Firmaet Cruise America skal som eksempel ofte have fragtet en masse autocampere fra deres fabrik i Chicago til forskellige steder i landet eller fra forskellige steder i landet til deres salgscentre i blandt andet Florida og Arizona. Her kan man leje deres største autocampere for småpenge i op imod to uger, mens man finder fra A til B. Hvordan man kommer fra Chicago til bestemmelsesstedet er op til en selv, og man kan ofte tage lige så mange afstikkere til nationalparker, byer, forlystelsesparker og så videre, som man vil.