Kom med dybt inde mellem Montenegros Durmitor-bjerge

Kommunistruten

Vi er i Durmitor-bjergene i det nordvestlige Montenegro, og vi har tvunget vores gamle campervan ”Humle” med på turen hele vejen fra Danmark til Balkan. Hun er en bedaget VW LT 31 fra 1991, og lige så smuk og nostalgisk hun er, lige så dårlig er hun til at køre i bjerge. Altså, virkelig dårlig. Ikke desto mindre har vi valgt at køre hende fra Sarajevo i Bosnien Hercegovina til Zabljak i Montenegros bjerge langs det, som min kammerat, der er historielærer, kalder for kommunistruten. Det er en lang og snørklet vej, der blev bygget for meget lang tid siden og ikke sidenhen er blevet vedligeholdt. Og så er den ikke meget bredere end Humle, men alligevel skal to biler kunne passere hinanden, uden at den ene ender på taget lidt længere nede af skråningen.

Det første lange stykke vej af varierende kvalitet mellem de to lande foregår i smalle kløfter. På begge sider knejser de stolte bjerge sig med ranke rygge, og mellem dem ligger den opdæmmede sø Piva med vand, der redefinerer farven turkis. Hold nu op det er flot, men vejen svinger, så chaufføren, hvilket vil sige mig, kan kun nyde omgivelserne i flygtige glimt mellem skarpe sving og smalle, krogede tunneller. Selv børnene på bagsædet sukker, hver gang vi kommer rundt om endnu et hjørne.

»Far se!«

Grønt, grønt, grønt

Ved den lille landsby Pluzine tager vejen et skarpt sving til venstre, og efter kørsel på moderate femprocents-stigninger går det nu virkelig opad. Humle må ned i andet gear for ikke at dø af anstrengelse på skråningerne. Men opad, det skal hun sgu, og vi skruer lidt højere op for udvalget af 2019-sommerhits for at overdøve hendes motors gispen efter vejret og kølervæske.

»I love it when you call me Señortia,« skråler min 10-årige datter med næsen klistret mod bilruden.

Efter svinget ændrer landskabet sig, og fra at følge den ene kløft til den næste mellem bjergenes fødder kører vi nu rundt på selve klippesiderne med spektakulær udsigt så langt øjet rækker over noget, der ligner det skotske højland. Grønt, grønt, grønt. Vi stopper på et grusstykke, hvor vi kan fylde den medbragte kølervæske på, samtidig med at andre biler kan passere os. Mens Humles motor strækker ud, spiser vi frokost på hendes tag og nyder udsigten over bjergtinderne, fåreflokkene, der græsser på de lysegrønne bakkekamme, og den tynde streg, som er vejen, vi mod alle odds er kommet opad.

Durmitors stolthed

Time efter time arbejder Humle sig som en bryggerhest op gennem landskabet. Vi standser, når udsigten gør det umuligt at holde øjnene på den smalle vej, eller når fåreflokke beslutter sig for at holde siesta på kørebanen. Hvert et sving er en lejlighed til at hive kameraet frem, og jeg advarer min kone om, at det er hendes tur til at sortere i feriebillederne. Men hun kan ikke lade være, og da Durmitors stolthed, bjergtoppen Bobotov Kuk, rejser sig over alle de andre til venstre, går det helt galt med hendes højre finger. Det er dog fair nok, fordi… Wow!

Crno Lake

For foden af Durmitor-bjergene ligger den lille landsby Zabljak. Den er et underligt miks af et backpacker-samlingspunkt og en skiferie-by. Man kan vist nok stå på ski her om vinteren, men om sommeren tramper vandrestøvler gennem byen fra morgen til aften. Unge, gamle, familier, lokale og turister svinger forbi det lokale supermarked for at proviantere ost, pølse brød og snacks, inden de begiver sig ind mellem bjergtoppene i jagten på det eventyrlige. Bobotov Kuk er det store mål for mange, men der er et utal af toppe at vælge imellem. Ved middagstid kommer folk tilbage med ømme stænger og kaster sig ned ved de mange små udendørsrestauranter, der lever højt på den glubende appetit, som mange timers bjergvandring fører med sig. Cevapi og andre regionale kødretter bliver båret direkte fra grillen til middagsgæsterne.

Vi kører hele vejen gennem Zabljak og ender på en lille campingplads lidt udenfor byen, hvor Humle kan få et par dages velfortjent pause. Campingpladsen er ikke mere end en græsplæne til 12 biler og et lokum, men til gengæld ligger den på en bakke med udsigt over Bobotov Kuk, der lokker med sin sirenesang på afstand. Vi kan ikke stå for fristelsen, og snart efter er vi iført vandretøj, rygsæk med madpakker i og et kort over vandreruterne gennem Durmitor. En behjælpelig sjæl på turistkontoret tegnede et rødt kryds over de bjerge, hvor der er 50/50 chance for ikke at vende levende hjem fra igen. Vi finder et andet at bestige.

Det gode ved Mlinske Potok-campingpladsen, hvis jeg må gøre lidt reklame for de søde mennesker der, er, at den ligge lige ved indgangen til Durmitor-nationalparken og Crno Lake. Crno Lake er i sig selv en mavepuster i skønhed, som ikke efterlader noget æstetisk at ønske i forhold til eksempelvis Canadas ikoniske Instagram-sø Lake Louise. Smeltevandssøen Crno ligger omgivet af skov for foden af bjergene og præsenterer sig selv i alle farver af blå og grøn. Et par unge vandrere på retur fra bjergene smider klunset og hopper i søen i undertøj, men kommer hurtigt ud af det kolde vand igen. Nu fortryder de, at de ikke tog håndklæder med.

Stolte bjerge

Fra Crno Lake går det kun opad. Først gennem en nåletræsskov, hvor mine unger plukker skovhindbær og brombær. De sakker hele tiden bagud, men indhenter os forpustede igen. Stien gennem skoven leder dybere og dybere ind mellem bjergene, som man kan ane gennem løvtaget. Vi kan se det spektakulære deroppe, men det er kun i små glimt, der frister i korte øjeblikke. Først efter en time og 267 skovhindbær kommer forløsningen, da nåleskoven abrupt ender og trækker landskabet op som af en konvolut. Vupti, og så er det der.

Rundt om os i alle retninger rejser det ene stolte bjerg sig efter det andet. Nogle er med sne på toppen, andre klædt i grønt, mens andre igen er som gigantiske stenstatuer, der har kastet alt vegetation og sne af sig. De er grå, golde og ildevarslende og minder om Mordor fra Ringenes Herre. Det er dem, som er streget ud med rød tusch på vores kort.

Vandet bruser i dybe kløfter mellem bjergene, og i alle retninger leder stier vandringsmænd og -kvinder mod tinderne. Nogle stier er betrådt mange gange, mens andre kun bliver udforsket af de erfarne eller de dumdristige.

Vi følger selv stien mod Bobotov Kuk, selvom det er for sent på dagen til at nå helt til toppen. Men selvom vi ikke skal helt derop, vil vi alligevel gerne se, hvad der er omkring det næste hjørne og bag den næste bakkekam. Derfor fortsætter vi videre gennem landskabet, hvor toppe bliver afløst af kløfter, der ender i nye stigninger mod nye højder. Til sidst kan hverken vores børn eller ben mere, og lige inden alt og alle kapitulerer, finder vi Gud hjælpe mig en lille hytte med et skilt, hvor der står ”Beer”. Under skiltet hænger der tomme sodavandsdåser. Hytten er en gammel hyrdehytte, som en eller anden har fået den fantastiske idé at sælge drikkevarer ud fra. Guderne må vide, hvordan han får dem herop, men der står et par æsler bag hytten, så mon ikke det er svaret.

Her sidder vi så med rumperne på hver vores sten og nyder udsigten over Bobotov Kuk med en eller anden infernalsk Balkan-sodavand i hånden. Vi har besejret Durmitor i både Humle og til fods, og vores synsanser er blevet forkælet af Montenegros ubestridelige skønhed. En ko siger muuuh i det fjerne, og kulsorte skyer trækker ind fra øst, hvilket forstærker kontrasterne i landskabet. Vi må nok hellere se at komme nedad igen, så vi kan finde ly og aftensmad, inden helvede bryder løs, og Mordors orker kommer frem. Huskede vi at lukket tagvinduet på Humle?