Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg engang lod mig styre af mine bekymringer. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at det var anstrengende for mig, fordi mit på mange måder var begrænset af mine bekymringer. Jeg skulle blive ret voksen, før jeg besluttede, at nu skulle det være slut. Jeg ville ikke begrænses mere! Så handlede jeg i stedet for – og det virkede!
Lad ikke dine bekymringer styre dig!
I sidste uge fik jeg en besked med et spørgsmål, som fik mig til at ryge til tasterne med det samme. Det er derfor, jeg elsker, når jeg får beskeder fra mennesker, jeg ikke kender (og selvfølgelig også fra mennesker, jeg kender).
Spørgsmålet kom i forbindelse med at jeg fortalte om hvordan jeg er gået fra at være meget styret og begrænset af mine bekymringer – til nu hvor jeg sagtens kan bekymre mig (det er vist en del af det at være menneske), men bekymringerne styrer mig ikke mere.
Min strategi
Jeg registrerer dem, når de ind imellem kommer og så har jeg en strategi for hvad jeg gør med dem. Det er den jeg nu har sat lidt ord på. For det er sgu for ærgerligt, at gå rundt og lade sig begrænse af sine bekymringer, når man faktisk kan gøre noget ved dem.
Hvordan holder jeg op med at bekymre mig/lade mig styre af mine bekymringer?
Bekymringer kommer ofte til udtryk i tanker om, at vi ikke er gode nok:
- Hvad nu hvis det ikke går?
- Hvad nu hvis jeg ikke tjener penge?
- Hvad nu hvis vi ikke kan blive boende?
- Hvad nu hvis jeg aldrig får succes?
- Hvad nu hvis jeg aldrig får et job?
- osv…
Men den aller bedste nyhed er, at 80% af vores bekymringer aldrig bliver til noget. Og så er det da fjollet at give bekymringerne så meget energi og fokus!
Hvad kan du så gøre?
Jeg var selv meget styret af mine bekymringer engang. Kastede mig helst ikke ud i noget, for jeg var sikker på, at det ikke ville gå. Jeg hadede at være styret af mine bekymringer! Jeg brugte så meget energi på det. Så jeg besluttede, at det skulle stoppe.
Hvad gjorde jeg så? For det første tog jeg en beslutning. Så kastede jeg mig ud på dybt vand! Væltede mig ud i alle bekymringerne. Opdagede at de ikke blev til noget. Og så startede udviklingen.
Hvad kan du gøre her og nu?
Sig bekymringerne højt.
Start med at skrive dem ned, hvis du er alene – og del dem så med andre, når du er sammen med andre. Da vi besluttede at sejle ud i verden og leve to år på en lille båd med alt det dyrebareste i vores liv, var jeg så vanvittigt bekymret! Jeg var bekymret for at drukne, blive taget af pirater, at miste alle mine venner, at miste alle vores penge, at båden skulle gå ned med alt hvad vi ejede og at vi ikke ville klare det som familie. Jeg lavede en liste og skrev bekymringerne ned, når de dukkede op. Når min mand kom hjem, hældte jeg dem ud over ham og vi kunne snakke om, hvorfor jeg bekymrede mig om det – og om der var hold i det. Stakkels min mand i den periode. han skulle bevare roen og helst tage mig nogenlunde seriøst i alle mine følelser. Det kunne han heldigvis!
Øv dig i at handle på dine bekymringer
Derefter handlede jeg. Jeg måtte jo gøre noget ved de ting, som jeg bekymrede mig over. Fx valgte jeg at tage min mands efternavn, inden vi tog ud i verden. Det gav mig ro, at vi alle hed det samme, hvis vi nu blev taget af pirater. Det giver ikke mening for andre, men for mig gav det ro og det var en måde, at gøre noget ved bekymringerne.
Tag en dag ad gangen
Når man bekymrer sig, har man en tendens til at tænke alt for langt ud i fremtiden. Men du kan ikke handle i fremtiden. Du kan handle her og nu. Du kan ændre på noget i dag og gøre noget ved det svære i dag. Hvad kan du gøre i dag, for at sætte gode ting i gang for dig selv?
Det er simpelthen for ærgerligt og dumt, hvis du lader dig bremse og styre af dine bekymringer. Specielt fordi de sjældent bliver til noget. Men du kan tænke dem så meget, at du lader dit liv gå i retning af bekymringerne. Hvis du hele tiden tror, at din idé ikke holder, at din virksomhed ikke bliver en succes, at du ikke får kunder osv, så er det præcis det, du sender ud i verden – og det du ofte vil få igen.
Gør noget andet!
Gør noget andet. Du skal udfordre de der bekymringer.
Start i dag, for det kræver, at du øver dig.
Men du kan sagtens ændre det!! Del det du gør med os og vores medlemmer. Ved at inspirere andre, rykker vi både os selv og andre – og det er så fedt!