Louise Fuglsang og hendes mand, Mathias og deres 3 børn har taget en stor beslutning om at tage et år til Canada. Vi får lov at følge med i deres eventyr og tanker og refleksioner. Her er Louises første brev til os og hun har lovet at lade os følge med i deres eventyr og udvikling.
Tanker om at flytte til udlandet
Faktisk kan det være svært at sætte ord på de tanker man har når man vælger at flytte til udlandet. Til at starte med handlede det rigtig meget om at rejse for at få mere tid, og komme lidt væk fra hamsterhjulet. Det handler det ikke om mere.
Vi har rykket os meget siden vi tog beslutningen og er blevet meget mere bevidste om hvad vi vil med vores liv. Stoppe op og virkelig tænke over hvad det er vi gerne vil putte IND i vores liv og hvad det er vi gerne vil have MERE af. I stedet for hvad vi gerne vi gerne vil VÆK fra. Dét har været den skønneste følelse og den bedste fornemmelse at tænke det hele omvendt.
Vi holder af hverdagen
Især fordi vi også er glade for hverdagen, og begge er utrolig glade for vores job og vores karrierer. Vi har en hverdag herhjemme hvor alle trives, store som små. Derfor koncentrerer vi os meget lidt om at tale om at slippe ud af hamsterhjulet eller slippe væk fra hverdagen, men i stedet koncentrerer vi os utrolig meget om hvad vi gerne vil putte ind i vores liv. Det føles lidt ligesom at stå i en bland-selv-slik forretning med børn og putte alt det gode slik ned i posen som man selv har valgt. Vi putter det bare ind i vores liv i stedet.
Jeg husker præcis den dag, hvor vi sad – Mathias og jeg på en ferie i Frankrig og drømte om alt det her, og konkluderede 1000 gange at det ville være dejligt HVIS man kunne, HVIS det kunne lade sig gøre, HVIS man havde muligheden og HVIS man havde økonomien.
Og pludselig kunne vi høre hvor dumt det lød. Vi skal ikke HA´ muligheden – vi skal TA´ muligheden. Det er os to, Mathias og jeg der er de eneste to der kan beslutte det. Vi grinede og grinede ved tanken om, at vi egentlig havde forventet begge to, at nogen ville banke på vores dør og sige: ‘I skal flytte til et nyt land, alt er klar – tag direkte i lufthavnen’.
For vores vedkommende blev det hele meget virkeligt da Mathias blev tilbudt et 1 års job i udlandet hvor han skal arbejde med alt det han elsker og er super dygtig til! I Canada, Montreal.
Og pludselig kunne vi høre hvor dumt det lød. Vi skal ikke HA´ muligheden – vi skal TA´ muligheden. Det er os to, Mathias og jeg der er de eneste to der kan beslutte det.
Vi vælger tiden
Jeg husker ret tydeligt at jeg gik i panik og hurtigt konkluderede at det kunne vi ikke. Fordi… ja, jeg nåede nok op på 1.000 grunde til hvorfor vi ikke kunne. Primært pga. børnene, og pga. at jeg ikke ville væk fra mit job.
Men, da vi fik pillet det hele fra hinanden og skudt alle grunde til vægs en efter en så stod vi pludselig kun tilbage med én mulighed. At tage afsted. Det første vi tænkte rigtig meget over var formen. Vi blev meget hurtige enige om, at det helt rigtige for os er at prøve at bo og integrere os i et nyt land, og ikke rejse rundt i flere lande. Så formen på den her mulighed var rigtig for os. Næste skridt var at finde ud af om vi turde. Og hvad der skulle til for at vi turde. Og det var primært to ting der var vigtige for os.
Formen skulle være rigtig – dvs. at det var en familierejse, og ikke en rejse hvor Mathias skulle arbejde i døgndrift mens jeg passede børn. Den har vi prøvet – inklusiv 3 barsler, og kan konkludere, at det fungerede ikke for os. Vi skulle få mere tid sammen. Han er tidligere blevet tilbudt job i udlandet og hver gang undersøgte vi alle muligheder – hele tiden ud fra et vigtigt krav: TID. Tid til familien. Og ingen af de tilbud har passet ind i vores form. Nemlig TID.
Herhjemme har vi begge to jobs der kræver enorme mængder af weekendarbejde, helligdage osv. Det ville vi gerne undgå hvis vi skal være væk fra Danmark. Alt dette har vi fået på plads med den nye arbejdsplads. Man kommer langt når man deler sine forventninger og selv stiller krav. Vi blev enige om, at et engelsktalende land passede os rigtig godt, da vi gerne ville have vores børn i en engelsktalende skole. Allerede dér snævrede vi os ind mod et JA. Økonomi skal selvfølgelig være til stede, for at man overhovedet kan overleve når man rejser ud på den her måde med 3 børn. Fos os betyder det, at vi halverer vores indtægt, men det er lige meget. Så lever vi derefter og sætter en ny standard. Vi har brugt uanede mængder af tid på at ringe, maile, Google osv. for at være helt sikre på formen. Vi har begge den der helt rigtige mavefornemmelse med Canada. Og ja – det er freaking koldt om vinteren!! Vi har solgt vores hus, og vi har lejet en møbleret lejlighed i Montreal som vi kun har set på billeder.
Det er grænseoverskridende i sig selv, men det er hele den her beslutning. Og det er som om at når beslutningen er taget så skal der utrolig meget til at vælte én. Man bliver helt tunet ind og meget fokuseret på at tænke fremad. Det bliver på en underlig måde lettere at være i. Ift. formen – så skal jeg jo ikke som udgangspunkt arbejde, men fordybe mig i mine børn, sprog, en helt ny kultur og så skal jeg læse nogle af de kurser jeg drømmer om, på det skønneste universitet indenfor mit felt, som jeg elsker.
Så formen bliver som vi gerne vil. For vi vælger selv. For mig er formen altafgørende. Og der er fokus på, som jeg skrev tidligere: TID. Vi har fravalgt alt hvor arbejdsformen var mange lange dage for min mand med weekendarbejde, nattevagter og helligdage osv. Vi drømmer om meget mere fri, meget mere stabilitet og meget mere OS der bestemmer.
Og selvom det måske lyder skørt at drømme om mere stabilitet og så flytte så langt væk – så er det præcis hvad vi føler det her bærer med sig. For nu ved vi præcis det næste år hvornår der skal arbejdes, og vi ved at det passer ind i vores ønsker.
Folk vil gerne hjælpe
Vores børn er 4, 7 & 10 år. Det har selvfølgelig fyldt sindssygt meget hvad vi skal gøre med de børn når vi kommer til et nyt land og hvad deres tanker har været omkring det. Fordi det her er 100 % en voksen beslutning. De er ikke blevet spurgt, og børn kan føle og tænke og reagere på 1000 forskellige måder.
Vi går hver dag og venter på, at der skal komme en rektion fra en af dem. Der er 7 uger til vi rejser og der er ikke kommet nogen negativ reaktion endnu. De har vidst det siden jul. Alle tre børn starter i skole til august – igen utrolig meget research. Men man skal bare ringe og maile.
Folk er så søde og vil så gerne hjælpe. Også på den anden side af jorden! Faktisk bliver man utrolig forundret over HVOR søde mennesker er til at hjælpe – udenfor Danmark. Det er svært at forklare præcis hvad man tænker omkring at rejse ud med børn. Jeg ved helt inde i maven, at det er en kæmpe gave vi giver dem. Jeg ved også, at det på sigt kommer til at gavne dem og være med til at danne og definere dem som mennesker.
Jeg ved, at jeg kommer til at fylde dem op med oplevelser, og jeg ved at jeg kommer til at styrke os som familie. Nogle dage fylder disse følelser alt, hvilket er rigtig dejligt og let. Nogle dage er mit hoved fyldt med tanker omkring hvorfor i alverden man hiver børn der stortrives i institution og skole ud af deres nærmiljø – væk fra deres venner og væk fra alle de trygge rammer og det hus de vokset op i.
Hvorfor sælger vi vores hus og flytter langt, langt, langt væk til et land hvor de knap kan sproget? Hvad får de ud af det? Hvordan kan man være det bekendt som forældre? Og er det i virkeligheden vores behov og ikke deres behov? Og, hvad hvis de allesammen græder i 1 år? Og hvad hvis de slet ikke falder til derovre? Og hvad hvis de ikke falder til når vi kommer hjem igen?
Nogle dage er mit hoved fyldt med de her tanker. Én ting som jeg hele tiden minder mig selv om på de dage er, at man bliver nødt til at være steppe op på det her projekt som voksne, og når man ser det hele i det store perspektiv og lidt fra oven så får jeg så meget ro i maven.
Vi aner jo ikke hvad der venter os
Nogle dage når jeg sidder og kigger på min datter på 10 år bliver jeg helt rundtosset. Jeg kan slet ikke forstå hvordan at der er gået 10 år. 10År!!! Jeg kan få helt ondt i maven af at tænke på hvor hurtigt tiden går, og jeg kan samtidig mærke hvordan den ondt i maven forsvinder i samme sekund at jeg helt tilfreds kan kigge mig selv i øjnene efter at vi har truffet den her beslutning om at rejse ud.
Et helt år hvor jeg kan fokusere på mine yndlingsmennesker, hvor vi kan få nye ideer, møde nye mennesker og hvor jeg kan koncentrere mig fuldt ud om dem, deres skole og om livet og oplevelser. Egentlig synes jeg at vi er en sammentømret familie og egentlig synes jeg at vi gode til at rive tid ud af kalenderen i hverdagen, til at lave gode ting og dejlige ting og være sammen som familie. Men vi er også med tre mindre børn meget hurtige til at ryge ind i madpakke/logistikhjulet og falde døde om som fluer om aftenen af træthed og praktiske gøremål. Og nu lyder det måske som om, at jeg synes hverdagen er træls. Det synes jeg overhovedet ikke. Jeg er meget glad for vores hverdag.
Og netop fordi, at jeg er meget glad for min hverdag med mine børn og fordi jeg er meget glad for min hverdag med min mand og fordi at vi er godt rystet sammen i vores lille familie – så tør jeg også godt at pille ved det og sætte os alle sammen en helt ny situation. Jeg synes faktisk at mine børn fortjener at have os på den her måde.
Man kan altid synes det er synd. Og, det er altid nemmere at lade være. Og, vi kunne også bare blive boende i vores hus de næste 15 år og vores børn ville være glade og lykkelige fordi de ikke kender til andet. Det er jeg helt klar over.
Men fordi det er nemmest at lade være – så har vi også besluttet at gøre det.
Men. Men. Men. Det kræver også, at man kan kigge hinanden dybt i øjnene som forældre og er helt enige om, at det her det er en fælles beslutning på godt og på ondt i de hårde tider og de gode tider og de glade tider og græde tider og alt hvad der følger med. Vi bliver testet næsten dagligt, af alle der har en holdning til om det er en god idé eller en dårlig idé. Og ofte ender det jo med, at alle har lidt en tendens til at gøre det til en dårlig idé.
Vi har heldigvis SÅ mange dejlige, skønne og vidunderlige venner, kollegaer og familie som glæder sig så meget på vores vegne og som jeg synes det her er det fedeste. Men man bliver testet. Og man skal holde fast. For man er følelsesmæssigt helt rundt på gulvet hele tiden og det er vigtigt at have helikopterperspektiv og tænke både lige nu og samtidig langsigtet. 😅
Og nu må vi se… vi har jo stadig absolut ingen idé om hvad der venter os:-)
De bedste hilsner,
Louise Fuglsang.
Så fint indlæg. Hvor er det skønt i skal afsted.