Selvom jeg tit og ofte modtager beskeder om, at vi er uansvarlige, fordi vi rejser, er jeg alligevel overbevist om, at vi udsætter os selv og andre for meget mindre smitterisiko på farten end i Danmark, og at vi derfor faktisk er en mindre del af smitteproblematikken, end vi ellers ville være.

Lad mig med det samme slå fast, at jeg på ingen måde negligerer, at COVID-19 er alvorligt både for individet og for samfundet, og jeg vil føle mig enormt skyldig, hvis mine handlinger var årsag til, at nogen blev smittet med denne rædselsfulde sygdom. Men når jeg kigger på, hvordan virussygdomme fungerer og smitter, og jeg ser det liv, vi lever, og den måde, som vi rejser på, føler jeg mig meget komfortabel i vores valg og i vores ansvar.

Her er min dokumentation.

Virusinfektioner som COVID-19 smitter ved kontakt eller nær kontakt til andre mennesker. Coronavirus smitter som en influenza i modsætning til eksempelvis HIV, der smitter ved blandt andet seksuel kontakt, eller virussygdomme som ebola, der smitter ved decideret fysisk berøring. Det betyder, at vil man beskytte sig mod smitte med coronavirus, skal man sikre sig imod, at coronavirus kommer i munden, i øjnene eller i næsen. Det gør man med maske, sprit og ved at holde afstand. Dette bør ikke komme som en overraskelse.

I Danmark har vi valgt nogle meget drastiske tiltag for at nedbringe smitten mellem folk. Vi har gjort nogle rigtige ting, eksempelvis at bede folk om at arbejde hjemmefra og bedt folk om ikke at ses med for mange mennesker. Det minimerer risikoen for smitte på arbejdet og i sociale sammenhænge. Fornuftigt! Vi har dog også lavet nogle tiltag, der efter min bedste overbevisning er direkte kontraintuitive. Eksempelvis har vi aflyst alle udendørs fritidsaktiviteter for børn og unge (og også voksne). Det giver slet ikke mening, når vi nu ved, at smitte med coronavirus er meget lille udendørs. Det giver endnu mindre mening, når vi nu også ved, at hvis børn og unge ikke kan mødes på fodboldbanen eller til spejder, så mødes de hjemme og indendørs i stedet for. Det øger alt andet lige risikoen for smitte. Dumt!

Og så tilbage til det med at rejse… Når jeg kigger på vores tilværelse og dagligdag i Danmark, og lægger min forståelse af smitterisiko nedover, ser det meget mere risikofyldt ud end det samme på farten. Vi er meget mere indendørs – det øger risikoen for smitte. Vi ser mange flere mennesker – det øger risikoen for smitte. En undersøgelse, som Nordsjællands Hospital har foretaget på baggrund af en rundspørge til 90.000 danskere, der har været smittet med COVID-19, viser, at to tredjedele af de adspurgte mente, at de var blevet smittet på arbejde, hjemme eller af et nært bekendtskab. Det vil alt andet lige betyde, at vi, mens vi rejser, to tredjedele af vores smitterisiko, da vi hverken går på arbejde, ses med nogen i vores hjem eller er i kontakt med nogle nære bekendte.

Selvfølgelig kan man argumentere for, at andre omstændigheder kan øge smitterisikoen. Det er bare meget svært for mig at se, hvad det skal være.

Indtil videre har vi på den igangværende rejse været i Spanien, Costa Rica og nu USA. Vi har boet i vores egen lejlighed i 40 dage i Spanien, hvor vi har spist langt størstedelen af vores måltider hjemme for os selv. Vi har gået lange ture i bjergene (iført mundbind), og vi har stået på snowboard (iført mundbind). Vi har spist nogle enkelte gange udendørs på restauranter, hvor reglerne i Spanien foreskriver, at alle borde skal stå med god afstand, borde og menukort skal sprittes af, og tjenere skal bære mundbind. Når vi har handlet ind, har det foregået med håndsprit og mundbind. Jeg kan ikke komme på nogle episoder, hvor vi har udsat os selv for mere smittefare, end vi havde været i i Danmark, hvor mine børn ikke kan undvære at se deres venner, og vi ikke kan undgå at se vores nærmeste familie. Som bonusinfo kan jeg fortælle, at 16 ud af 60 elever på min søns årgang i skolen har været smittet med COVID-19. Vi har i mange gange i Danmark følt, at vi har dukket os for COVID-19-kugler.

Videre til Costa-Rica, hvor vi på det direkte fly fra A til B sad med masker på og sprittede os selv ind hvert andet øjeblik. Vi lejede en bil for at undgå at skulle i offentlige transporter, og vi lejede et hus på AirBNB. Igen har vi holdt os for os selv. Vi har surfet, hiket og cyklet rundt i landet. Alle indkøb er blevet foretaget med masker på og med afspritning af hænder før og efter. Vi har spist på restauranterne, men ligesom i Spanien skal man ikke tænde i cigaret på restauranterne, da der bliver brugt så meget sprit, at borde og menukort bliver brandfarlige. Tjenerne går med mundbind.

Nu er vi så i USA, hvor vi har lejet en autocamper til at køre rundt i.

Ydermere er vi hele tiden udendørs, hvor smitterisikoen er så lille, at forskere ikke kan finde den deres statistikker.

Summa summarum er, at når det gælder smitterisiko, så er vores risiko for at blive smittede uhyggeligt lav i forhold til, hvis vi befandt os i Danmark. Det ved vi, fordi vi ved, hvordan coronavirus smitter, og det er gennem kontakter med andre mennesker – hvilket vi har elimineret så godt, som vi overhovedet kan. Betyder det, at vi ikke kan blive smittede alligevel? Selvfølgelig kan vi det. Vores risiko er bare meget lavere.

En anden selvstændig bekymring blandt dem, som kritiserer os for at leve det liv, som vi nu engang lever, er, at vi risikerer at bringe smitte videre til andre. Her gælder fra min side samme argumentation. Hvis vi skal kunne smitte andre, kræver det, at vi for det første bliver smittet selv. Det er risikoen som sagt meget lille for. Derefter kræver det næsten også, at vi alle fire er symptomfrie, fordi vi selvfølgelig vil både selvisolere os selv og lade os teste med det samme, hvis nogen af os føler os sløje (vi bliver desuden testet, hver gang vi skal fra det ene land til det andet). Til sidst, men ikke mindst, kræver det, at vi endnu en gang skal være i nær kontakt med nogen (hvilket vi slet ikke er) for at kunne overføre smitten til andre. Altså: Vores risiko for at blive smittet er ekstremt lille, fordi vi på vores rejse har elimineret de omstændigheder, der uden sammenligning er hovedårsagerne til smitte med coronavirus. Sandsynligheden for at vi alle sammen er symptomfrie er også meget lille. Til sidst med ikke mindst er risikoen for at komme til at smitte andre også ekstremt lille, fordi vi ikke har kontakt med andre. Alt i alt føler jeg mig meget komfortabel i forhold til vores rolle som smittespredere i verden. Derfor rejser vi.