Natasja og lille Maya, som var to måneder, da familien forlod Danmark og tog på jordomsejling.

Natasja skriver børnebøger, mens hun sejler rundt i verden med sin familie

Her får du hendes historie, skrevet med hendes egne ord:

Lige nu sejler jeg rundt i verden med min familie. Vi er i Panama og om nogle måneder sejler vi ud i det store Stillehav. Det er et eventyr fyldt med palmestrande, havskildpadder, nye kulturer, søde mennesker og ikke mindst nærvær. Nærvær er den største grund til, at vi tog af sted.

At have tid sammen som familie var et stort behov, vi følte hjemme i Danmark, hvor hverdagen – som bestemt også er god – godt kan gå alt, alt for hurtigt. Sådan er det ikke som langturssejler.

Vi har tid i overflod, og det er lige det, vi drømmer om.

Remote børnebogsforfatter

Vi har sparet op til denne treårige rejse i flere år, men jeg arbejder også, imens vi er af sted. Jeg er børnebogsforfatter, og heldigvis kan man skrive alle steder, hvis man bare har en computer og en gang imellem en internetforbindelse. Frihed i mit arbejdsliv har altid været vigtig for mig. Også derhjemme. Nu har jeg taget arbejdsfriheden med ud i verden, og det fungerer så godt.

Jeg er tilknyttet forlaget Tellerup, som jeg fast udgiver bøger hos, og derfor er jeg heldig, fordi jeg ikke skal ud at finde opgaver. Derudover har jeg freelanceopgaver hos et andet forlag, hvor jeg primært læser korrektur. Det gjorde jeg også, før vi rejste, og heldigvis var de med på, at jeg fortsatte ude i verden. Det er rart, at jeg har faste aftaler, så jeg ved, at der løbende kommer opgaver min vej. Det kan nemlig være svært og hårdt – og ikke mindst tidskrævende – hele tiden at skulle finde opgaver.

Remote mor på fuldtid

At rejse med børn – vores er 1 og 9 år – er en stor og tidskrævende opgave. Nogle dage føler jeg, at vi ikke laver andet end bleskift, mad, leg og putning. Men de fleste dage er der rigtig god balance.

Jeg bruger ofte vores yngste datters lur på at skrive, og det giver mig en time eller to om dagen. Så napper jeg også nogle gange et par timer om aftenen, og pludselig kan jeg have en halv arbejdsdag. Jeg har lært mig selv at være meget effektiv, når jeg arbejder, så jeg virkelig kan få noget for hånden. Og det giver tid til eventyr og leg, når børnene er vågne. Den balance kan jeg rigtig godt lide, og jeg trives godt i det. Jeg tror også, at det er hemmeligheden bag at få arbejde på farten med børn til at fungere: brug din tid fornuftigt.

En kop varm kaffe i cockpittet med computeren kan virkelig gøre noget for motivationen, og så flyder ordene. Er der dage, hvor jeg har en deadline, kan min mand heldigvis tage børnene med på stranden, så jeg kan få et par ekstra timer. Vores skema er aldrig fastlagt, og vi tager dagene en ad gangen.

Nogle dage er det vigtigere at snorkle med rokker end at få arbejdet, og så må jeg give den en ekstra skalle dagen efter.

En bedre mor og en bedre forfatter

Det at være mor på fuld tid, hjemmeskole og sørge for børnene konstant er hårdt, men givende. Vi skaber et stærkt familiebånd, kan jeg allerede mærke nu her et år inde i rejsen. Men hvis jeg skal være helt ærlig, ville jeg mangle noget, hvis det hele kun gik op i børn.

Min mands store projekt er vores båd, og han har altid en eller anden dimsedut, der skal fikses. Det er hans voksentid, hans måde at gøre sig selv dygtigere på, at bruge sine evner på.

For mig er det skrivningen. Jeg kunne ikke være af sted uden at have noget at bruge mit hoved til. Og så er vi tilbage ved balancen. Jeg er en meget bedre mor, når jeg også kan dyrke min anden passion – skrivningen.

Og så gør det jo heller ikke noget, at jeg tjener lidt penge på det, når nu vi ikke har anden fast indkomst. Det giver i hvert fald økonomisk overskud, og det er rart, når man rejser på denne måde. Både så vi kan lave flere sjove ting, men også så vi ikke skal bekymre os om netop penge.

I kan følge med i familiens eventyr på Instagram, hvor Natasja deler livet som remote mor og børnebogsforfatter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.