Vi er i det Nordlige Sri Lanka. 

Vi er i det nordlige Sri Lanka, hvor vi har lejet en tuktuk og er kørt op til den i turistøjemed ukendte nationalpark Somawathiya. Vores lille røde tuktuk har været et trofast transportmiddel, der har bragt os rundt i hele landet, men nu skal den stå sin største prøve. Vi har lige forladt tempelbyen Polonnaruwa og er på vej mod strandflækken Trincomalee i det nordøstlige hjørne af Sri Lanka. Man kan i den sammenhæng enten køre syd om Somawathiya eller nord om for at komme dertil, eller man kan forsøge at køre lige igennem, og det har vi i et vanviddets øjeblik besluttet os for at gøre. Vores tuktuk er tungt læsset med to voksne, to børn og et par store rygsække, der med fandens vold og magt er presset ind i kabinen. Hvad har vi egentlig gang i?

»De siger, at vejen bliver bedre om 12 kilometer. Der er 59 i alt til vi kommer ud igen på den anden side,« siger min kone og vinker farvel til bussen med fanger, der trykker næserne flade mod ruderne for at få et sidste glimt af hende.

Vi kigger ned ad vejen. Den er mere hullet end Danske Banks hvidvasksforklaring. 12 kilometer bliver meget lange 12 kilometer, så vi håber bare, at tuktuken holder, og at vejen virkelig bliver bedre senere hen. Vi får se.

Som at være på safari i Afrika

Køretur i egen tuktuk gennem Somawathiya er ikke for sarte sjæle eller for folk med hæmorider, men den er spektakulær og en ’treat’ for de eventyrlystne. Tæt jungle bliver afløst af store steppelignende landskaber, som bliver afløst af ufremkommelig sump. Langs vejkanten står hundredvis af påfugle og gør sig til, mens luften over os sværmer med papegøjer, isfugle, ørne og traner. Hele tiden bliver vejen blokeret af store grupper bøfler, der ikke efterlader tvivl om, at det her er deres land, og vi kun er på nådigt besøg. Når bøflerne ikke lige blokerer vores vej fremad, græsser de på de store sletter eller køler ned i mudderhuller. Det føles næsten, som om vi er på safari i Afrika. Temperaturen er skyhøj, og luftfugtigheden får sveden til at dryppe fra vores næser.

Herinde i Somawathiya er der absolut ingen andre turister end os, og vi passerer kun sporadisk nogle lokale, der ligesom os er på vej gennem nationalparken. Nogle har deres motorcykler læsset med store sække med ris, mens andre ser ud til at være på vej hjem fra arbejde. To mænd kører forbi os på samme motorcykel, og mellem sig har de en næsten fuldvoksne ko, som ligger på ryggen med benene bundet sammen. Det er godt nok et mærkeligt syn, men mændene synes nok, at det er lige så mærkeligt, at vi er her.

Vi holder nøje øje med folks ansigtsudtryk, når de passerer os. Så længe de smiler, føler vi os sikre på, at vi ikke har gang i noget helt vanvittigt. Hvis først de begynder at tromme med en pegefinger på tindingen, bør vi nok overveje at vende om. Men det gør de ikke.

Timerne tager hinanden i Somawathiya. De første 12 kilometer tager halvanden time at forcere, og derefter bliver vejen ’bedre’, hvilket betyder, at vi kan sætte farten op til 15 kilometer i timen. Vi passerer fængslet, der helt malplaceret ligger midt inde i nationalparken. Måske er rationalet, at fangerne ikke tør stikke af midt om natten, hvor leoparder og andre ubehagelige typer går på jagt. Jeg ved det ikke. Sikkert er det til gengæld, at samtlige 500 fanger bag pigtrådshegnet stopper med alt, de har gang i, da den lyshårede familie kører forbi i tuktuk. Vi vinker til dem, og de vinker til os. Det er bizart og umådeligt underholdende.

Jagtet af en elefant

Sri Lanka er kendt for mange ting. De er blandt andet kendt for virkelig god the og desværre også en blodig borgerkrig, men de er også kendt for at have mange vilde elefanter. Hist og her langs vejen står der skilte med afbildning af både en voksen elefant og en elefantunge. Det er en advarsel om ikke at køre for stærkt, for kører man først ind i sådan én, skal man ikke regne med at kunne køre meget videre bagefter. Vi vil dog rigtig gerne se en elefant, så børnene er sat til at holde skarpt udkig efter nogen.

Vi støder på de første elefanter midt inde i nationalparken. Det er en mor og en unge. De er ikke mere end 50 meter fra vejen, men heldigvis er der vand imellem os, for moren puster sig op og ser ikke alt for venlig ud. De kigger på os i nogle minutter, og vi kigger på dem gennem en kameralinse. Så stikker de af ind gennem buskadset, og vi smiler over hele hovedet over at få lov til at møde vilde elefanter, mens vi tøffer rundt i egen tuktuk. Hvor mange kan sige, at de har fået lov til det?

Ansporet af den gode oplevelse fortsætter vi videre gennem nationalparken. Tuktuken har efterhånden fået nogle tæsk, benzin er der ikke for meget af, og Solen kommer ikke til at være fremme i uendeligt mange timer endnu. Pludselig hører vi en lyd. Jeg synes, det lyder, som om en aksel er begyndt at knirke meget højt, men min kone klasker mig hårdt på skulderen og råber af sine lungers fulde kraft:

»Nu kører du fandme til!«

Jeg kigger forskrækket til venstre og ser en stor elefant komme bragende ud af buskadset i retning af os. Små træer knækker under dens massive vægt. I samme øjeblik drejer jeg instinktivt på gashåndtaget, og tuktuken springer fremad og drøner ned af den røde muddervej i et tempo, den slet ikke er designet til. I bakspejlet kan jeg se elefanten først jage os, derefter sagtne farten og trutte surt efter os, inden den til sidst giver helt op. Det var nok lidt for tæt på.

Den sure elefant er også det sidste, vi når at se i Somawathiya, for snart efter ender nationalparken, og vi vender tilbage til civilisationen, lige inden Solen forsvinder ned bag horisonten. Resten af vejen til Trincomalee er til sammenligning ret så begivenhedsløs.

Faktaboks:

Jeg skal ikke sige, om det er en god eller dårlig idé at køre på egen hånd gennem en Sri Lankansk nationalpark med vilde elefanter, men det er en oplevelse for livet.

I Sri Lanka kan man leje tuktuker gennem Tuktukrentals.com, og specielt den meget uturistede nordlige del af landet er fantastisk at besøge i sit eget transportmiddel. Husk, man skal have Sri Lankansk kørekort for at køre i tuktuk i landet, men det kan Tuktukrentals også sørge for.

Man kan komme til Sri Lanka med Qatar Airways og Emirates, der flyver til Colombo for omkring 4.600 kroner. Tuktuken kan man samle op i Negombo lige ved lufthavnen.

Overnatning i Sri Lanka koster fra 150 kroner per overnatning for en familie på 4.