På eventyr med stort E i Costa Rica

Vi er på eventyr i Costa Rica på Nicoya-halvøen og på vej mod Santa Teresa i syd. Den asfalterede vej slog en stor bue ud mod kysten, og Google Maps mente, at jeg kunne spare 23 minutter, hvis jeg tog en smutvej gennem junglen. Uden at tænke videre over det tog vi derfor et hurtigt højresving ind ad en muddervej og møvede os fremad mellem lianer og gennem tæt underskov. Den køretur endte brat i Panikfloden – nej, det er ikke noget, jeg digter. Det hedder den. Så nu sidder vi så der midt i Panikfloden og panikker. Jeg træder på speederen og rykker febrilsk rundt på gearene, men bilen vil hverken frem eller tilbage. I stedet graver den sig dybere og dybere ned i flodbunden, mens vandet langsomt stiger til op over anklerne inde i kabinen. Vi ruller derfor hurtigt vinduerne ned, så ungerne kan kravle ud og vade op af floden og op på en lille mudderbanke midt i floden, mens mor og far finder ud af, hvad i alverden vi skal gøre. En brøleabe ligger dovent i et træ et stykke derfra og betragter os. Den må have en festdag.

Perfekt surfing i Samara

24 timer forinden havde vi en perfekt surfdag i Samara, en lille kystflække på Costa Ricas Stillehavskyst. De halvanden meter høje bølger ramte stranden som taktfaste slag fra en metronom, og både lokale og turister boltrede sig i det lune vand under den blå himmel. Det gjorde vi også. Hele familien var blevet udstyret med bræt og et tykt lag solcreme, og vi skiftevis surfede ind på de blå bølger og svømmede ud igen gennem bølgeskummet. Pelikaner dykkede med åbent næb ned i vandet et stykke derfra, og fisk sprang for livet til alle sider.

Jeg lå på et tidspunkt på mit bræt og slappede af, mens jeg noterede mig, at Samaras flere kilometer lange strand så næsten øde ud fra vandsiden af. Kun spredte restauranter med palmebladsparasoller rakte frem fra skyggen under kokostræerne, og lodrette surfbrætter indikerede, hvor man kunne leje et bræt. Små fiskekuttere var trukket op på det hvide sand, hvor lokale costaricanere tilbød fiskeri i noget af verdens bedste hav til den slags. Bag de lodrette palmestammer kunne jeg ane de mange bungalows i baggrunden, hvor både unge backpackere og eventyrlystne familier blev indkvarteret i skæve og pastelfarvede hytter direkte på stranden. Den orange var vores.

En kilometer fra Samaras kyst bryder Stillehavets store bølger på revkanten og sender vand i vejret som fra en gejser. Man ville blive mast til plukfisk, hvis man forsøgte at surfe eller svømme derude, men herinde i det forholdsvis rolige vand kan selv små børn lære at surfe under sikre betingelser. Det er nok også derfor, at millioner af havskildpadder år efter år søger ind mod netop nogle af disse laguner for at yngle. Det er et af verdens naturlige vidundere at se dem komme ind på strandene Ostional nord for Samara og Camaronal syd for Samara. I Samaras halvmåneformede og azurblå lagune er der til gengæld ingen skildpadder, og betingelserne er ideelle for både amatørsurfere og dem, som har fået det ind med modermælken og til dagligt spankulerer op og ned ad stranden i bare overkroppe, der ser ud, som om de er mejslet i costaricansk granit. Personligt ligner jeg mere en, der er formet af blød, dansk smør, men surfing i denne del af Costa Rica er heldigvis for alle.

Costaricanerne kommer til undsætning

Tilbage i bilen midt i Panikfloden har vi fået uventet hjælp fra to turister, der ligesom os blev ledt på afveje af Google Maps. Desværre har vi i samlet flok ikke kræfter nok til at skubbe bilen ud af vandet, og selv ikke efter en håndfuld lokale mænd er kommet til, lykkes det at vriste os fri af vandets greb. Costaricanerne, eller ticos, som de hedder, debatterer skiftevis, hvordan de kan få de dumme turister ud af floden, og griner af os. Jeg kan bedst lide, når de gør det første, for så virker det, som om der er chancer for, at vi kan komme ud af floden igen på denne side af solnedgangen, der er hastigt på vej.

Flere lokale kommer til fra forskellige stier, der strækker sig ind i junglen, men lige lidt hjælper det. Bilen bliver bare ved med at synke. Først efter halvanden time ser jeg noget, der fylder mig med håb. En mand med et reb kommer til syne på den vej, hvor vi kom fra, og efter ham bakker en blå minivan. Med det samme begynder alle at tømme bilen for at komme ned til et lille rum under gulvet i bagagerummet, hvor der findes en lille dims, man skal skrue bag på bilen for at kunne trække den ud igen. Jeg vidste ikke, at denne dims fandtes, men det gør de lokale, og som ved et trylleslag er Panikfloden omdannet til en scene fra Dr. Livingstones opdagelsesrejser, hvor alle bærer tasker på hovedet gennem floden – fra bilens bagagerum til land, hvor børnene får ordre på at blive ved med at filme løs med kameraet.

»Bliv ved med at tage billeder. Sådan ser et rigtig eventyr ud,« råber jeg, mens jeg med en stor taske i favnen pløjer mig gennem vand til navlen på vej mod bredden.

Costa Rica har stadig helt øde strande

Vi er ude på eventyr, og Costa Rica har det i metermål. Det lurer om hvert hjørne og venter bag hvert et træ. Det her er ikke ferie med cocktails, massage og middagslure på stranden. Det er strabadsering, uforudsigeligheder og indsamling af vilde minder, som vi vil snakke om resten af livet. Det er det, vi kom efter.

To dage forinden pakkede vi en rygsæk med vand og snacks og begav os ud på trekking i junglen nord for Samara. Vi havde ingen idé om, hvad vi ville se, eller hvor sporene gennem underskoven ledte os hen. Det betød heller ikke noget, for vi ville gerne overraskes. I en digital tid, hvor mange af os nærstuderer feriedestinationerne til døde via Google og Tripadvisor, inden vi tager dertil, er det en befrielse ikke at vide hvad der sker om fem minutter, en time eller i morgen. Vi prustede og stønnede vores vej gennem junglen, hvor sporet førte os skiftevis op ad bakke og derefter ned ad bakke. Brøleaber larmede over hovederne på os, og grønne papegøjer fløj i flok fra trækrone til trækrone. Ofte blev vi overraskede på grænsen til forskrækkede, når en leguan i krokodillestørrelse væltede over vejen og flygtede op ad en træstamme tæt ved. Sommerfugle på størrelse med frokosttallerkner baskede omkring ørerne på os, og luften var tæt og varm i en grad, så sveden haglede af os i litervis.

På et tidspunkt åbnede junglen sig dog op, og vi væltede blændet af den skarpe sol ud på en hvid sandstrand. Store klipper markerede enden af stranden til hver side, og den eneste indgang var af den junglesti, hvor vi lige var kommet fra. Til vores store overraskelse og glæde så vi, at det var en øde strand, og vi var de eneste mennesker i sigte. Der gik under et minut, før alt vores tøj, fra kasket til underhylere, lå spredt ud over det fine sand i en linje fra skovbrynet til vandkanten. Det var næsten uvirkeligt, at vi i et land, som har deres hovedindtægtskilde fra turisme, kunne finde en eksotisk strand uden andre mennesker på. Vi var helt alene og væltede, som Gud har skabt os, rundt i det klare vand mellem fisk og kokosnødder.

Panikfloden slipper sit greb

Heldigvis er vi ikke alene i Panikfloden. José, som en af de hjælpende ticoer hedder, har bundet et reb fra vores bil til den blå minivan, og alle mand tæller ned til, at vi skubber på bilen, samtidig med at den blå minivan trækker i rebet, og min kone filer på gaspedalen.

Så sker det.

»Tres!, Dos!, Uno!, Ya!« råber vi i kor på spansk, men bilen rykker sig ikke. I stedet lyder der et højt brag, da krogen bag på bilen bliver revet løs af rebets spænding, og som et projektil brager ind i et træ tæt på den blå minivan. Havde krogen ramt nogen, var personen blevet slået ihjel, og vi smiler alle sammen lidt nervøst til hinanden i lettelse over, at der ikke skete noget.

Vi får samlet reb og krog op igen og får denne gang sat begge dele endnu bedre fast i bilen. Jeg beordrer mine unger på afstand, inden vi giver den et sidste forsøg på at få bilen ud af floden. Hvis det ikke lykkes nu, kommer vi ikke ud af floden på denne side af solnedgangen, og hvem ved, i hvilken tilstand bilen er efter 12 timer i en flod i den costaricanske junglenat?

»Tres!, Dos!, Uno!, Ya!« råber José i skumringen, og vi skubber på bilen igen.

Rebet bliver strammet, og den blå minivan laver hjulspind, før den finder et godt greb i jorden. Samtidig presser vi på bilens kølerhjelm, mens kaskader af vand og mudder bliver slynget i vejret fra de hidsigt roterende forhjul og regner ned over os som brun regn.

»Push!« råber José og tørrer mudderet af panden. Vi skubber med alt, hvad vi har, og jeg kan mærke hver en muskelfiber i kroppen skrige i smerte. De to hjælpsomme turister, José og en håndfuld andre ticoer skubber også med alt, hvad de har, og vi brøler i kor og om kap med brøleaben, der i spænding har sat sig til rette på sin gren og holder øje med os.

Pludselig sker der noget. Millimeter for millimeter bevæger bilen sig langsomt baglæns, mens floden slipper sit ubønhørlige greb i dæk og karosseri. Bilen får fat i noget grus og hjælper selv til, og pludselig går det stærkt. Min kone slipper i forskrækkelse speederen, da bilen bliver skudt bagud, men vi råber til hende, at hun ikke må stoppe, så foden finder igen pedalen og bringer endelig bilen tilbage op på land.

Bilen drypper i lyset fra den synkende sol, og da min kone åbner bildøren, vælter det ud med en skøn blanding af mudder, vand, solbriller, plastikkaffekopper og toldvejskvitteringer. Bilen er reddet, men det er ikke et kønt syn.

Vi fik, hvad vi kom efter

Da vi senere den aften triller ind ad grusvejen til den søvnige surferlandsby, Santa Teresa, i den sydligste del af Nicoya-halvøen, svømmer bunden af bilen stadig i flodvand fra Panikfloden, og vi må smide køretøjet af på et værksted, der skal bruge hele det næste døgn på at flå alt interiør ud af bilen, tørre det og sætte det ind igen.

Vi gennemgår tabene og finder til vores store glæde ud af, at de to tasker, som vi havde presset ned i bunden af bilen ved børnenes fødder, og som tilbragte halvanden time under flodens overflade, ikke indeholder hverken nogle af vores tre kameraer, dronen, vores tre computere, Kindlen, to iPads eller vores vigtige papirer. De indeholder kun en masse vådt tøj, et par ødelagte krydsogtværser og en enkelt dagbog, som nu ligger til tørre på terrassen, mens vi drikker velfortjent hvidvin og spiser chokolade.

Vi taler om dagens begivenheder, griner og fortæller børnene, at de vil huske den dag, hvor vi sad fast i en flod i Costa Rica, resten af deres liv. Vi er på eventyr, og i dag viste Costa Rica sig fra sin mest eventyrlige side. Vi håber, at det bliver det samme i morgen. Vi kommer nok ikke til at sidde fast i en flod igen, men forhåbentligt oplever vi noget lige så spændende. Det er i hvert fald derfor, vi er her, og vi vil tage alt med, som følger. Hvis vi ikke var parat på eventyret, kunne vi lige så godt have booket to uger med ’all inclusive’ på et hotel på Mallorca, men det har ingen interesse. Det vil vi ikke huske resten af livet.