Motorcykeltur med børn på Lombok
Backpacking er på ingen måde forbeholdt unge mennesker uden børn. Har du børn, kan du sagtens proppe dem i rygsækken og rejse ud og opleve en verden af eventyr sammen som familie. Vi tog på motorcykeltur på Balis uberørte lillesøster Lombok, med vores to børn på to og fire år.
En indonesisk kvinde kommer hen til os med favnen fuld af klirrende vodkaflasker. Vi er stoppet for at få fyldt benzin på vores motorcykler, og benzin på Lombok kommer nu engang i glasflasker, der førhen har indeholdt spiritus. “Tankstationen” er en lille vejsidebutik foran kvindens eget hus, hvor 10 til 15 benzinfyldte vodkaflasker står på et vakkelvornt og hjemmebygget bambusstativ midt i solen.
Hendes børn løber rundt mellem palmebladsdækkede bambushytter, i jagten på en skrattende høne. Mine egne unger følger med, og deres lyse lokker danner bagtrop i rækken af grinende børn. Vi er netop kommet til Lombok efter en rundrejse på Bali og Gili.
Ungerne har for længst vænnet sig til backpackerlivet, og de falder fint i leg med de lokale børn. For os voksne er det befriende at komme til et sted, der ikke er overrendt af turister, og hvor befolkningen virker mere autentiske end de gør på eksempelvis Bali. Børnene synes ogsaå, at det er dejligt ikke at blive rodet i haåret konstant af fremmede mennesker.
Kvinden løfter motorcyklens sæde op og fører en tragt ned i tanken. Med fingrene spørger hun, om vi skal have en, to eller tre liter benzin. Vi skal have tre liter i hver motorcykel, hvilket vi forklarer med smil, fagter og tre strittende fingre. Kvinden smiler bredt tilbage.
Hun har lige solgt halvdelen af sit varelager og kan formentligt klare sig uden flere salg resten af ugen. Begge motorcykler bliver fyldt op, og vi betaler med en håndfuld indonesiske “matadorpengesedler”, der samlet modsvarer i omegnen af 25 kroner. Vores børn må forlade deres nye venner, for igen at blive smidt op foran på hver deres motorcykel. I en støvsky fra den rødbrune jordvej fortsætter vi vores eventyr.
Kvinden smiler bredt tilbage. Hun har lige solgt halvdelen af sit varelager og kan formentligt klare sig uden flere salg resten af ugen.
Alene i Kuta
Vi kører gennem den søvnige surfer-by Kuta, hvor små bambus-restauranter med blå plastikstole ligger side om side i strandkanten. Af helt ubegribelige årsager, er Kutas strande ikke oversvømmet af tykke, blege turister endnu. Her er over 30 grader varmt, strandene er af det fineste hvide sand, vandet er krystalklart og har græsklædte bjerge som baggrundskulisse og udsigten er smukkere end et retoucheret postkort. Selv børnene står med opspilede øjne og åben mund.
Vi er helt alene på 10 kilometer jomfruelig strand, omfavnet af græsgrønne bjerge. Kun en vej går gennem Kuta, og i den tid vi har stået og sukket over udsigten, har der ikke været andre motorcykler på vejen end vores.
Fra restauranterne dufter der af krydret mad, så vi smækker os ned i et par stole og bestiller en omgang indonesisk til hele banden: Kyllingesuppe med chili, avokadosalat og Nasi Goreng til fire personer inklusive drikkevarer, for under 100 kroner. Ungerne er smuttet ud i køkkenet, for at se hvordan maden bliver lavet, og kommer tilbage med papir, farveblyanter og munden fuld af bananchips.
Vi slubrer den velsmagende mad i os, mens vi nyder udsigten og stilheden fra første parket.
Gennem junglen
Vi lægger Kuta bag os og kører hen ad en jordvej, der skærer en lige linje gennem en samling rismarker. Solens stråler får vandspejlet mellem risplanterne til at glinse. Ungerne hviner henrykte, da vi kører slalom mellem nogle store, mudrede vandbøfler, der krydser vejen fra den ene rismark til den anden.
Vi drejer ind i landet, og motorcyklerne bumper af sted på en lille nedstampet sti gennem junglen. Hist og her dukker der små palmeklædte lysninger op, hvor en landmand har bygget et bambushus til sig selv og sin familie. Legende børn løber os i møde med begejstrede råb. De vinker og poserer foran kameraet.
Skiltet med teksten ‘Nationalpark’ toner frem for enden af den bumpede sti, og en mand kommer traskende ud af et hus og stikker hånden frem. Det koster et par håndører at komme ind i parken. Over os svinger brølende aber sig rundt i trætoppene, og en larmende flod følger os gennem junglen. Den er på vej ned, mens vi er på vej op.
Et skævt skilt med en tegning af et vandfald og tallet tre indikerer, at vi er på rette vej. Stien bliver smallere og smallere og krattet tættere og tættere, jo dybere ind i junglen vi kommer. Den voldsomme lyd af vandfaldet lokker i det fjerne, så de smattede høje trapper, bidende røde myrer og monsunregnen, der truer i horisonten, bliver ignoreret. Da vi endelig når frem, bliver vi snydt for at se vandfaldet i fuld udfoldelse.
Floden der har fulgt os hele vejen er blevet bred og dyb, og et kæmpe træ er væltet ned i den lige netop der, hvor vi skal over. Vi står et øjeblik og nyder lyden af det buldrende vandfald, inden ungerne bliver smidt på skuldrene, og vi slukøret og sveddryppende må gå tilbage til motorcyklerne. Temperaturen når op over 35 grader, og på trods af farten hagler sveden af os. Det smaragdgrønne vand lokker, og vi drejer af til stranden i Kuta for at blive kølet ned og få en Coconut Shake. Ude i horisonten leder et par surfere efter deres daglige kick.
Ormefestival
Pludselig brydes stilheden af dansende trommerytmer, højlydt sang og bækkener der bliver slået hårdt mod hinanden. Ungerne sprinter ud til vejen, og vi følger hæsblæsende med. Et kæmpe optog med tusindvis af indonesiske børn og voksne, stamper af sted hen over den røde grusvej i farvestrålende traditionelle indonesiske dragter. En smuk prinsesse med en voldsom make-up, bliver båret højt i en træ-bærestol af fire mænd, og ungerne bliver kastet på skulderne igen, for at følge optoget. Vi klapper og vinker til dem, imens vi smelter sammen med det larmende og dansende optog. Pludselig er det os, der er i centrum. Et filmhold har fået øje på de hvidhårede børn, der skiller sig ud i mængden og den næste kilometer, har vi et stort VHS-kamera som følgesvend. Min storsmilende søn, der sidder i sin egen bærestol på farens skuldre, nyder opmærksomheden. Den årlige ormefestival er skudt i gang. Budskabet er: Spis en Bau Nuale-orm og lev længere. Folk fra hele Indonesien valfarter dertil, og ormene er kun mulige at fange én gang om året. Præcis den dag var vi så heldige at være i Kuta på Lombok. De her oplevelser kan ikke bookes hjemmefra. Vi kunne ikke have googlet os til hvornaår ormefestivallen afholdes, for det bestemmer Bau Nuale-ormen. Du bliver nødt til at være der. Men er du det – så giver backpacking dig de fedeste oplevelser, og børnene kan sagtens være med.
Fakta
Vulkanøen Lombok ligger lige øst for Bali og har 3,16 millioner indbyggere. De er primært muslimer, men der bor også en del hinduister på øen. Det oprindelige folk hedder Sasak. De bor i dag i små isolerede landsbyer rundt omkring på Lombok. – Transport: 27.000 for fire billetter med KLM fra København til Bali over Amsterdam og Singapore. 900 kroner for fire billetter fra Bali til Lombok med Lionair. 120 kroner om dagen for leje af to motorcykler. Til længere transporter kan du med fordel leje en bil med chauffør for omkring 200 kroner om dagen.
– Bungalows: Det er noget for enhver pengepung på Lombok. Vi betalte mellem 150-600 kroner per overnatning.
– Gode råd til backpacking med børn: Flyv om natten og hav noget god underholdning med til børnene som eksempelvis iPad, spil og bøger. Det tager 22 timer at komme frem til Bali, og det er lang tid for små børn at sidde stille i et fly.
– Book første nat hjemmefra. Det er rart at kunne køre direkte til en bungalow og sove ud efter en lang flyvetur.
– Hav altid snacks og vand med i tasken, når I rejser rundt. Du ved aldrig hvilke impulsive muligheder der byder sig, og du vil hade at gå glip af noget, fordi I ikke har provianteret.
– Har du blebørn, så fór indersiden af din backpack med bleer. Kommer du lidt uden for turistområderne, kan de være svære at opdrive.
– Når du trekker med små børn, der ikke selv kan gå hele vejen, kan du med fordel have en bæresele med. Ellers kan et par solide skuldre også bruges.
