Rosentoft ungerne skriver hjem

1. rejsebrev fra en jordomsejling

Vi er i Lissabon i Portugal og ligger i en lille havn, og venter på at vejret bliver bedre. Lige nu er det helt vindstille, men om et par dage skulle der komme alt for meget vind. Vi har prøvet forskelligt vejr siden vi tog fra Svanemøllen den 7.8. I starten i Danmark, Tyskland og England, var der mest modvind og regn og store bølger, der kastede vores skib “Johanna” rundt i vandet. Det var ikke altid så rart, og vi kunne godt blive lidt søsyge.

Vi endte med at flyve fra England til La Coruña i Spanien sammen med vores mor. Vores far sejlede alene over Biscayen. Han fulgtes heldigvis med 3 andre både fra Tyskland og Holland. Da han endelig kom over Biscayen efter at have ventet og ventet på det rigtige vejrvindue, var det så godt at se ham og at kunne flytte ind i vores kahytter igen. Vi har set så mange ting allerede.

En nat, hvor vi sejlede fra Porto til Figueira da Foz, så vi delfiner, der svømmede rundt om båden i lang tid. Der var morild i vandet, så delfinerne så helt selvlysende ud. Det var ret vildt at opleve. Vi har også set en hval, men det var desværre på lang afstand, så vi ved ikke helt, hvad det var for en slags. Vi har set mange forskellige byer, borge og slotte. Og vi har mødt en masse mennesker fra hele verden allerede. Når man bor på en båd i en havn, snakker man meget sammen med de andre sejlere. På den måde lærer man mange at kende – og man taler meget engelsk eller laver fagter med hænderne.

Når man bor på en båd i en havn, snakker man meget sammen med de andre sejlere. På den måde lærer man mange at kende – og man taler meget engelsk eller laver fagter med hænderne.

Vi sejler videre mod de kanariske øer lige så snart vejr og vind tillader det.

Derfra hopper vi med vores mor på et fly til Barbados og vores far krydser Atlanterhavet sammen med 3 andre sejlere. Vi glæder os helt vildt til Caribien. Der skal vi lære at surfe og dykke. Vi går jo i skole på båden. Det er ok. Men vi kan godt savne vores venner og familie hjemme i Danmark.

Vi savner ikke kulden og vi savner ikke at have travlt og vi savner ikke at skulle tidligt i seng eller at blive vækket om morgenen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *