Mexico

Typisk villa i tulum

De helt almindelige rejsetips fra mig til dig

Forleden var jeg ude at holde foredrag på et gymnasium for 500 gymnasieelever. Flere af dem skrev til mig på Instagram bagefter (så ved vi hvor de unger er, hvis vi skal fange dem), om jeg kunne give nogle rejseråd til novicen. Jeg tænkte først: hvad vil du vide? En skrev: bare det hele! Det grinede jeg lidt af, for som så meget andet, er det jo noget vi skal opdage og opleve selv, og hvad er det hele? Men når jeg tænker mig om, så kan jeg godt hive et råd eller 20 op til dig, der er novice på området. Lad os starte med forberedelserne til sådan en tur.

Hvor skal du hen?

Jo mere jeg rejser, jo mere finder jeg ud af hvor lidt af verden jeg har set. Underligt nok. Men det er lidt sådan med at rejse, at mere vil have mere. Alt efter om du er til kulde eller til varme, til surf eller til trekking, til ski eller til at komme langt ind i junglen eller måske til at ligge på en strand, så brug lidt tid på at researche, hvad der er i de områder du gerne vil til. Jeg personligt, kan godt lide at der både er mulighed for trekking, surf og mødet med de lokale, der hvor de ikke er blevet for influeret af turismen endnu.

Det kan man fx i Sri Lanka (samt Colombia, Panama og Sydkorea, for at nævne nogle). Derfor var jeg meget begejstret for at rejse i Sri Lanka. De har det hele i min optik. Bortset fra spansk, som jeg gerne vil tale når jeg rejser. Tag evt. et kort, og se hvor det kunne være spændende at rejse hen. Se også, hvis du er sådan en der planlægger din rute, om der er fly fra det ene sted til det andet. Det er nemlig ikke sikkert.

Da vi planlagde vores worldtour i grove træk, var der flere steder i Stillehavet, jeg gerne ville til. Vi var på det tidspunkt i Panama, men vi blev nødt til at flyve tilbage til USA, for at komme derud. Derfor valgte vi det fra. Nogle flyvninger kan også være ekstremt dyre, så brug lidt tid på at researche inden, hvilket jo er en hel kompetence i sig selv, som du vil udvikle undervejs. Giv ikke op. Svarene er dér på nettet. Det vigtigste når du søger, er at gøre det på engelsk og bruge de rigtige søgeord.

Bestilling af flybilletter

Er måske ligetil. Men så er der alligevel noget der springer i øjnene, hos mig. Du skal altid, så vidt muligt, booke din flybillet direkte igennem det flyselskab, som du vil flyve med. Du er langt bedre sikret i alle mulige og umulige situationer. Fx sidder jeg lige nu på Bali. Vi havde booket igennem Qatar Airways hele vejen, med mellemlanding i Doha. Vi havde kun 50 minutters layover, og vores fly var lidt forsinket. Havde vi ikke booket det med samme flyselskab, havde vi ikke nået det. Der kom en mand fra flyselskabet, og fulgte os videre ned til den nye gate gennem security og ind i det næste fly, som SELVFØLGELIG ventede på os. Det havde de ikke gjort, hvis vi havde booket det, med et andet selskab. Derudover kan det i situationer også være en fordel, når der som nu er Coronavirus i verden. Hvis vi havde booket et fly med et selskab til Hong Kong, og videre med et andet fly til Bali, ja så var vi ikke kommet frem, da alle fly fra Kina er aflyst. Så hvis det kan lade sig gøre, så book direkte via flyselskabet. Så er det dem der er ansvarlige for aflysninger, forsinkelser og virusser. Du kan godt bruge søgemaskiner som Momondo, Skyscanner og Orbitz til at finde billetter, og vi har da også ofte booket igennem dem. Bare vær opmærksom på hvilke flyselskaber du flyver med. Et andet lille tip omkring fly er at tjekke flyselskabet på Trustpilot, så du ikke ender med at flyve med et skodselskab.

Mine favoritselskaber er: Qatar, Lufthansa, Thai Airways, Finnair og Delta Air Lines. Samt Ryan Air (yes I know… men de kommer altid til tiden og er billige).

Bedste tips når du backpacker er at bruger packing cubes

Returbilletregel

Du skal i mange lande, når du rejser ind, vise at du også har en flybillet ud. Det kan være vanskeligt, når man rejser længe og ikke planlægger hvor længe, man skal være i hvert land. Derfor får du lige mit allerbedste råd her. Når du booker, kan du hos mange flyselskaber og på rejsesøgemaskinen ORBITZ, få en 24 timers afbudsfordel. Det betyder, at står du fx på grænsen mellem Panama og Costa Rica (bare et forslag) og skal over grænsen, så lukker de dig ikke ind, medmindre du har en flybillet ud af landet. Derfor, så gå på ORBITZ og book din billet, få den i din indbakke, og vis den til dem. Når du er inde, aflyser du den og får dine penge retur, og så kan du frit rejse rundt, uden at vide hvornår du skal videre ud af landet.

Visa

I de fleste lande udenfor Europa, kan du rejse med et turistvisum på ca. 30 dage. Se vores artikel om Visumregler (UDKOMMER D. 16. MARTS kl. 09.30) her.

Backpacken

Hvad skal der i?

Vi er begejstrede for mærket Osprey. De er lidt dyre, men de holder virkelig godt, selvom at de får en del tæsk. Sørg for at købe med regnslag, hvis du rejser med computer. Vi har to i børnestørrelse, der tager 55 liter og de to store tager 105 liter. Vi rejser egentlig ikke med så meget tøj, fordi jeg bare vasker det. Men vandresko, løbesko, et par klipklapper og en sandal fylder alligevel lidt. Så i Backpacken er der:

  1. Tøj til ca. en uge. Både til en tur i byen og til hiking. Altid en hoodie og en Icebreaker (de er gode, fordi de sidder tæt til kroppen, er varme og lugter ikke, selvom du ikke vasker den i lang tid). Min søn Vigfus siger: minimer det du tager med, for du gider ikke bære på det og du kan altid købe noget nyt (hvilke så i mange lande kan være svært, hvis du spørger moderen).
  2. Surfertøj. Når du ligger mange timer i vandet, er det vigtigt at du ikke bliver forbrændt. Derfor, hav en surftrøje med.
  3. Træningstøj. 2 sæt. Hvis du træner
  4. Yogamåtte. Køb en tynd travel yogamåtte, og læg den nederst i backpacken. Jeg har en fra Eko Yogamate, den vejer kun ca. 0,9 kg og er 1,5 mm tyk
  5. Fodtøj. Vandresko, kondisko, klipklap og en sandal.
  6. First Aid. Førstehjælpskasse, solcreme, sunblock, myggespray og en myggecreme til når du har fået myggestik. På spansk er det en Calmapick. Calma betyder rolig, så kan du selv regne ud hvor mange gange vi har grinet, når vi skulle på apoteket i Spanien og bestille en Calmapi(c)k. De er virkelige gode. Tjek vores rejseapotek her
  7. Alle de her ting har vi næsten altid brug for. Tørresnor, fordi du altid har noget der er vådt. Snor/reb fordi lynlåsen til mit studie måske pludselig ikke virker, eller du skal køre et sted hen, hvor noget skal bindes fast. Lommelygte, fordi der aldrig er lys nok i junglen, eller bare hvor vi bor nu på Bali, hvis man skal ud af huset og finde en taxi. BÆGLMØRKT. Hobbykniv, hvis du fx fanger en fisk og vil sprætte den op og spise den. Forlængerledning, er helt uundværlig når du har meget elektronik med og lever som digital nomade. Universalstik, kompressionsposer og vandtætte poser. Se video her. Digitalt udstyr. Kamera, Drone, GOPRO, 2 mikrofoner, iPads, computer, høretelefoner, powerbank og højttaler.

Vacciner

Hvilke vacciner skal du have når du rejser? Hos de Danske Lægers Vaccinations Services, har de et register over de vaccinationer der er givet på deres egne klinikker, 10 år tilbage i tiden. Alle vaccinationer der er givet efter d. 15. november 2015, er registreret online hos www.sundhed.dk. Du kan også bruge en app, hvor dine vacciner ligger. Megasmart. App’en fra Danske Lægers Vaccinations Service, giver patienterne mulighed for at have et opdateret vaccinationskort på deres telefon. Både deres eget og familiens. På den måde er du sikker på at have informationen med når du/I rejser, uanset om du/I er på ferie eller forretningsrejse. App’en kan downloades via AppStore eller GooglePlay.

Jeg (Cille) har ikke gode erfaringer med Danske Lægers Vaccinationsservice og jeg valgte at flygte ud af klinikken med min familie, da vi skulle vaccineres inden vores 2 års sejltur. Vi oplevede simpelthen, at de ikke var opdaterede på deres viden og at den (meget!) unge læge manglede erfaring. Hun ringede til sin chef flere gange i løbet af vores korte konsultation, for at få hjælp til hvad hun skulle anbefale os. Vi turde ikke at lægge vores liv og sikkerhed i deres hænder!

Vær opmærksom på, at nogle vacciner skal du have flere gange. Så gå i gang i god tid, ca. 6 uger inden afrejse, så når du de fleste. Så, har du fået vacciner før, vil de stå her og ellers har du måske som os, et lille gult kort hvor de står i. Mange vacciner varer hele livet eller i 25 år. Rejseklinikken anbefaler at man inden afrejse, får individuel rådgivning. I Freeliving, har vi lavet en aftale hvor du får 10 procent i rabat på vacciner hos rejseklinikken. Se vores fordele her og rejseklinikkens anbefalinger her.

Malariamedicin. Vi brugte malariapiller for mange år siden, da vi rejste i Laos. Men Kristian blev så syg og deprimeret af dem, at vi stoppede med det samme, da vi opdagede det. Han skiftede også personlighed, på den måde, at han intet kunne overskue, var ked af det og helt ved siden af sig selv. Derfor tager vi dem ikke mere, men vi har dem altid med i tasken alligevel, fordi er uheldet ude og en af os får det, så er det netop med Malariapiller du behandler det med. Og du kan være steder i verden hvor de ikke har dem, eller de ikke er lige så gode som dem vi har i DK. De er virkelig dyre, så man skal overveje om det er det værd.

Guidede ture

Mit første råd er bare: Tag dig i agt. Ikke tag dig i agt, fordi det er farligt, men bare fordi der findes rigtig mange ture, du lige så godt kan tage på egen hånd, uden at betale en krone, og alligevel få en skøn autentisk oplevelse uden andre turister. Jeg kan for eksempel sige, da vi var i Ella i Sri Lanka, hvor vi ville hike, kunne vi enten finde en guide eller researche selv. Vi researchede selv, og vi kom på den mest fantastiske hike, hvor vi skulle gå på nogle togskinner et par kilometer og derefter op i bjergene. Der kan også være en idé i en gang imellem at tage på en tur, og det har vi også gjort med stor succes, men min erfaring er bare, at de sjældent er vildt fede. Men alt efter hvad man er til, og hvordan man bedst kan lide sine oplevelser, kan du selvfølgelig gøre begge dele.

Penge

Husk at hæve penge i lufthavnen, når du lander. Det er altid godt at have nogle kontanter til transport, en vand og lignende når du lander. De fleste steder, hvis du ikke er for remote, har en ATM. Jeg har dog selv rejst mange steder, hvor der ikke var og hvis der var, var der ikke nok penge i automaten. Derfor kan det være en fordel at have flere kort, så når du finder en der gerne vil spytte penge ud, så hæv det du kan. Med et dansk Visa-kort, kan du oftest kun hæve omkring 2.000 kroner pr. dag. Dog afhænger det meget af landet og maskinen.

Internet – Vi kan ikke leve uden

Det er essentielt som digital nomade at kunne kommunikere med omverdenen. Rigtigt mange steder fungerer internettet ok. Lige nu er jeg i Ubud på Bali, og jeg er faktisk overrasket over, hvor langsomt det kører. Derfor, hav det altid på din telefon. Vi har i denne omgang 3 Roam Like Home, hvor vi kan ringe og streame gratis fra Indonesien og mange andre lande. Men det er kun gyldigt i 30 dage. Da vi rejste Jorden rundt, eller når vi er væk i længere tid, gør vi det, at vi altid finder et lokalt simkort når vi lander i lufthavnen. Propper det ind i telefonen og wupti så er vi på nettet. Sørg for at have en telefon med to simkort, så du også har dit eget nummer, når dine kunder ringer. De nyeste iPhones har det, men ikke de gamle.

Bookning af sted at bo

Vi har brugt Airbnb rigtigt, rigtigt meget, og har stort set aldrig haft en dårlig oplevelse med det. Sørg for at de lejligheder du booker, har gode ratings. Så går du ikke helt galt i byen. Vi har også brugt Booking.com og flere gange har vi boet hos folk eller i en campervan. Du kan, hvis du rejser i Østen, bare komme frem et sted og gå rundt og spørge, om du kan leje et værelse. Specielt hvis det kun er til én eller to personer. Det bliver lidt mere tricky, når du er en familie. Vi gjorde det altid tidligere, også med ungerne, men nu er vi begyndt at booke mere via websider, da vi ikke orker at rende rundt når vi ankommer, for at finde et sted at bo. Men er du ung, og et par, eller alene, ville jeg gøre det. Det betyder meget hvor man bor, og det er altså nemmest at se, når du står der. Vi har dog sjældent booket mere end 2 uger frem, og tager det som det kommer. Vi kan godt lide at ændre planer, hvis vi møder nogle der anbefaler noget andet end vi selv havde tænkt. Da jeg rejste alene, brugte jeg altid hostels, fordi det er billigt og fordi du møder andre mennesker. Der er mange muligheder for steder at bo. Fx HouseSitting, Houseswapping, Couchsurfing m.m.

Fare

Er der noget at være bange for ude i Verden? Ja og nej. Vi har stort set aldrig følt os usikre med undtagelse af et par gange i Mexico. Men det er også fordi vi tager vores forholdsregler, og sørger for at blende så meget ind med lokalbefolkningen som muligt. Det kan være svært, mange steder i Verden, når man er en hel hvidhåret familie. Vi tjekker også altid udenrigsministeriets hjemmeside for opdateringer og situationer i verden, og sidst men ikke mindst, vi er opmærksomme. Lad være med at gå alene hjem fra byen fuld, noget sted i verden. Det er bare en dårlig idé.

Forsikring

Du skal have en forsikring, når du rejser. Altid. Fordi du ikke gider at stå ude i Amazonjunglen, og være blevet spist halvt op af en kannibal og ikke kunne komme hjem. Mindre kan også gøre det selvfølgelig. Vi brugte selv World Nomads, men havde en separat bilforsikring, som vi tegnede gennem worldwideinsure. Her i Freeliving har vi lavet en aftale med Safeaway, som Cille brugte, da hun sejlede Jorden tynd, hvor du får 10 procent på deres forsikringer her.

Så de er værd at tage en snak med og vi kan virkelig godt anbefale dem.

Er du ung under 31? Så se her

En rigtig god måde at finde flybilletter på, er også at købe dem gennem www.Kilroy.dk. Som studerende eller ung under 31 år, er der meget store rabatter at få på flybilletter og billetterne til unge og studerende er også mere fleksible. Kilroy har meget billige jordomrejser, som du enten selv kan skræddersy, eller du kan tage på en af dem de foreslår. Er du vild med at surfe, kan du købe en jordomrejse med de bedste surfdestinationer fx, eller eventyren kan købe Eventyrrejsen. De arrangerer også jordomrejser med andre unge, hvis du gerne vil rejse i en gruppe men dine venner ikke kan komme med. De arrangerer også Working Holidays (i Australien, Canada, New Zealand og USA), studieture, ophold med meget spændende frivilligt arbejde, hvor du fx kan beskæftige dig med dyr, børn, marinekonservering og meget andet.

En billig måde at rejse rundt på som digital nomade

Du kan spare mange rejseudgifter ved at tilmelde dig workaway  Det er en side hvor man får gratis logi (og mange steder også kost), mod at man arbejder max. 20 timer om ugen. Man kan altså bo gratis på f.eks. Påskeøen (hvor det normalt er meget dyrt), man kan bo gratis på en sommerfuglefarm i Malaysia, man kan få sin egen lejlighed i Holland, hvis man vil passe et kunstgalleri et par dage om ugen, arbejde på et turistskib i Sydchile der sejler gennem gletchere, bo på et 5-stjernet resort i Thailand mod at lære de ansatte engelsk eller tage billeder af stedet, renovere et gammelt slot i Sydfrankrig etc., etc. Nogle steder har plads til flere personer og andre kun til én person. Nogle steder får man sin egen lejlighed og andre steder kun et telt. Nogle steder skal man kun arbejde et par timer om dagen og andre kræver 20 timer. Eftersom man ikke skal arbejde så mange timer, kan man nemt blive ved med at arbejde som digital nomade på samme tid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.