Cille Rosentoft
Stifter af Freeliving, forfatter og let til latter.

Jeg tror ikke på held. Jeg tror på at tage stilling og på at handle. Derfor er jeg, hvor jeg er i mit liv i dag. Ja, og så fordi jeg har brug for friheden.

Jeg bestemmer sgu selv!

Første gang jeg mærkede, at jeg havde et stærkt frihedsbehov, var lige omkring skolestart, hvor mine forældre fik den super gode idé, at sende mig på fritidshjem. 5-6 timer skolegang og så på fritidshjem bagefter. Spærret inde bag en lukket dør. Voksne, der skulle bestemme, om jeg skulle lave rytmik, tegne eller lave ler. Tiden var ikke min. Jeg kan tydeligt genkalde mig følelsen af panik. Jeg havde ikke tid selv og jeg havde ikke min frihed.

Mit våben dengang var gråd. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op med den struktur på min hverdag, så jeg græd. Heldigvis lyttede mine forældre. De gjorde det eneste man kan gøre, med den slags barn jeg var. De gav mig friheden tilbage. Fritidshjemmet var et overstået kapitel for mit vedkommende og jeg kunne igen styre mit liv og min tid.

Jeg elsker stadig friheden, jeg er afhængig af min egen frihed. Men jeg har fået et noget mere konstruktivt våben. Jeg græder ikke mere. Nu handler jeg.

I 2015 tog min mand og jeg en beslutning om at sælge alt, købe en båd og tage ud i verden i 2 år. Vi trængte til at tage vores liv tilbage. Til selv at bestemme hvad vi lavede, med hvem vi gjorde det og hvornår.

Det var en god beslutning. Jeg har mødt mennesker, som har vist mig andre måder at leve på, spist mad, som stadig sprællede, svømmet meget tæt på saltvandskrokodiller og endnu tættere på hajer. Jeg har født en baby i Caribien og krydset Atlanterhavet med de 5 vigtigste i mit liv.

Jeg har taget mit liv tilbage og fyldt det med dem og det, som betyder mest.

Tak, du kære frihedsbehov, for at insistere på at blive ved at prikke mig på skulderen!

Min “opskrift”

Jeg tror ikke på at der findes en opskrift på “det gode liv”. Men jeg vil alligevel mene, at jeg efterhånden har snakket med så mange mennesker i denne situation, at jeg faktisk kan pege på en form for opskrift. Den kommer her:

  • Tag en beslutning om at gøre noget andet.
  • Sæt en dato for, hvornår du skal tage hul på dit nye liv.
  • Sig det højt.
  • Find ligesindede, som har din skulder, når det hele bliver tungt og du tvivler (det kommer du til).
  • Nyd det – også når det bliver hårdt. Du er i gang med det vigtigste!

Der findes ikke noget, der er for alle. Men det er for alle, at handle på deres eget liv. Det vil jeg godt hjælpe dig med.