Cille giver dig her otte gode råd til at skrive tekster, der virker.

Tekstforfatterens otte gode råd

Lige nu er et godt tidspunkt, at komme i gang med at sætte ord på hvad du kan, og hvor du gerne vil hen med din virksomhed eller dine planer.

Det er ikke ligegyldigt, hvad du skriver og hvilken historie du skriver frem. Overordnet kan man sige, at dit tekstarbejde skal bygges op om følgende skabelon:

  • Planlæg din tekst
  • Skriv din tekst
  • Rediger din tekst

Men så simpelt er det selvfølgelig ikke.

Der er en række faktorer, du skal forholde dig til, når du skriver en webtekst. Det går så hurtigt på nettet og vi er lynhurtigt videre, hvis ikke en tekst giver mening for os. Vi skal fange vores potentielle kunder lynhurtigt – og helst i den første sætning.

Det kræver øvelse. Men det er det hele værd, for det er jo en måde at få ordentligt gang i forretningen. Læs denne guide og kom i gang med salget.

Du skal jo forsøge at sælge noget – eller dig selv. Og derfor skal du overveje følgende:

#1 Hvad skal din tekst kunne?

Skal den sælge, tiltrække nye besøgende til hjemmesiden, få folk til at melde sig til nyhedsbrev eller skabe kendskab til dig? Vi skriver alt for tit ufokuseret og engang imellem kan det være helt fint. Men hvis du vil noget med din tekst, skal du være bevidst om, hvad den skal kunne.

#2 Hvem er teksten til?

Ved du hvem din målgruppe er? Og ved du, hvad de tænder på? Kun hvis du kender din målgruppe, kan du skabe relevans for dem med din tekst. Du skal rette din tekst til, så den passer til målgruppen. Hvis du skal have fat på kvinder i den fødedygtige alder, kan de være en god idé at tale til hverdagslivet med børn. Skal du have fat på unge mænd, vil det nok ikke sælge helt på samme måde, at skrive børn og hverdagsliv ind i teksten.

#3 Hvad skal læseren have ud af teksten?

Du skal altid overveje, hvad din læser får med sig fra teksten. De skal føle, at de får noget af dig og at det ikke bare er en ren salgstekst. Det kan være du fortæller en historie om dig selv, at du giver dem en rabatkode eller at du giver dem gode råd. Du skal huske, at den skal være relevant for dem. Hvad får de ud af det?

#4 Hvilken type tekst skal du skrive?

Skal du lave en tekst til din hjemmeside, hvor du vil sælge dine produkter? Vil du lave en blogtekst, hvor du udtrykker din personlige holdning om et bestemt emne eller produkt? Vil du kaste dig over nyhedsbreve og derigennem skaffe kunder til din biks? Der er stor forskel på hvilken tekst, du skal skrive.

#5 Hvordan skal du røre din læser?

Brug dig selv, fortæl historier, giv eksempler. Skriv, så læseren kan mærke dig og får skabt billeder i sit eget hoved. På den måde sætter du gang i noget hos læseren, der kan medvirke til at de kommer igen/melder sig til/køber dit produkt.

#6 Overvej hvordan du bygger din tekst op

Når du skriver en webtekst er det vigtigt, at du forholder dig til opbygningen. Lav en tydelig, kort og fangende overskrift. Gerne én, som provokerer, får folk til at undre sig eller skaber nysgerrighed hos din læser. Lav en manchet, som kort og præcist forklarer, hvad teksten handler om. Her skal læseren kunne orientere sig og få alle relevante budskaber. Og så skal den overtale til videre læsning… Lav mange mellemrubrikker, så teksten er overskuelig for læseren.

Lav hellere mange korte afsnit end én lang tekst. Du mister læsere på det. Brug korte sætninger og sæt pointer op i punktform, når det kan lade sig gøre.

#7 Send dine læser videre

Lad altid din tekst afslutte med en eller anden handling. Nu har du skrevet en masse guldkorn, din læser er kommet tættere på dig og kender din historie. Du har fanget din læser og han vil have mere. Hvilken handling vil du have ham til at udføre? Skal han købe? Melde sig til? Dele din tekst i sit netværk? Eller hvad er den ønskede handling?

#8 Gør din tekst lækker

Nu har du brugt tid og energi på at skrive en god tekst. Men hvis den er proppet med fejl, mister du mange læsere på det. Der findes selvfølgelig potentielle kunder, der ikke opdager fejl, men langt de fleste, vil lade sig irritere over det.

Jeg går fx helt kold på tekster, hvor afsenderen ikke har gjort sig den ulejlighed, at rette egne fejl. Nutids-r er den fejl, der irriterer mig allermest… Ikke fordi man ikke må lave fejl, men fordi jeg synes, at man skal gøre sig umage. Især hvis det er vigtigt for én. Læs korrektur på din egen tekst eller få en anden til det, inden den ryger ud til dine kunder.

Supplér din tekst med lækre billeder. Det virker.

Og så er det bare om at komme i gang. Den der tekst skriver jo ikke sig selv. Men næsten 😉

En tanke om “Tekstforfatterens otte gode råd til at skrive tekster, der virker

  1. Janni Ansel siger:

    Tak Cille 🙏 Jeg vil lige høre ifht manchet – er det en manchet Kristian benytter sig af i hans rejseartikel fx fra Costa Rica? (Med både talesprog oa)
    mh Janni

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.