Det er efterhånden ikke så mærkeligt at have en ‘blandet’ nationalitet i denne globaliserede verden, vi lever i. Derfor ser vi også flere og flere ‘third culture kids’, der er vokset op i en anden kultur end sine forældres. Jeg har talt med to familier, der har opfostret deres børn uden for danmarks grænser for at høre hvilke fordele og ulemper, der kan være for børn med den slags opvækst.
Til venstre er Line Thor-Larsen og hendes mand og 3 piger. Billedet til højre er Nina Brandi og hendes 2 døtre og mand.
Verden er deres hjem og multikulturalitet er hverdagskost. De er third culture kids.
Oprindeligt blev betegnelsen ‘third culture kids’ (TCK) skabt af en amerikansk sociolog i 1950’erne. Nogle af de overordnede kendetegn for disse børn kan man læse sig til hos Danes Worldwide, der som organisation møder mange børn af transnationale ægteskaber eller forældre, der har bosat sig i en årrække uden for Danmark.
De skriver, at TCK’ere blandt andet er fleksible og gode til at håndtere forandring, fordi de har et udvidet verdensbillede og en forståelse for forskellighed. De har tværkulturelle kompetencer og taler ofte flere sprog.
Det som kan være en udfordring, er omvendt en følelse af rodløshed og rastløshed, hvor hjem er alle steder og ingen steder på samme tid.
Jeg har talt med to danske familier om, hvordan de har oplevet disse karakteristika hos deres børn. Dem skal du møde nu.
14 år og 5 lande
Line Thor-Larsen og hendes mand har været ‘udlandsdanskere’ i 14 år. Lines mand arbejder for Lego, og har derfor bosat sig forskellige steder i verden afhængigt af hans job. Line Thor-Larsen har ved hvert skift sat det første år af til, at sørge for at alle i familien falder til, og det er netop i det stadie, hun befinder sig i, i skrivende stund, for familien flyttede til Prag d. 1 april 2020 og er nu ved at skabe en hverdag her.
Inden da havde familien været i Danmark i 4 år og førhen har de været bosat i Letland, Hamborg og USA. Line Thor-Larsen har altid oplevet ‘hjemkomsten’ til Danmark, som langt sværere end udrejsen.
“Jeg gik og ventede på, at vi skulle ud igen. Familie og venner forventer, at man kommer hjem, og er som man plejer. Men det er man ikke. Du har selv bevæget dig og fået en ny horisont, men hjemme fungerer tingene, som de altid har gjort,“ fortæller Line.
Lines ældste datter er i dag 13 år gammel, hun blev født i Danmark, men 7 dage efter fødslen rejste de til Letland og bosatte sig, hvor Line studerede, og hendes mand arbejdede. Da de fik deres anden datter, der i dag er 9 år, rejste de til USA og tilbragte 3,5 år, derefter 1 år i Hamborg og så fik de tredje datter i Billund, der nu er 4 år gammel og starter sit første udlandsophold i Prag.
Lines tre børn har altså levet i fem forskellige kulturer og er vant til skiftet. Ifølge Line er der en helt tydelig fordel ved denne opvækst, der især kom til udtryk, da de vendte tilbage til Danmark.
“Jeg kunne se, hvordan mine børn havde omfavnet aspektet af, at vi er forskellige. Hvis der kommer noget nyt, man ikke forstår, eller at nogle er anderledes, så bliver det ikke prompte tolket som noget farligt eller negativt,” fortæller Line Thor-Larsen.
Ingen tvivl om identitet
En anden families oplevelse af at opfostre sine børn ude i verden er Nina Brandis. Hun er i dag selvstændig relationscoach, men tilbage i 2001, hvor hun rejste til Uganda med sin mand, studerende hun stadig og skrev speciale. Hun tog til Nairobi og fødte sit første barn, der i dag er 17,5 år gammel.
“Jeg trivedes godt med at få børn i udlandet. I Danmark har man så mange meninger om, hvordan man får børn, hvor I Afrika var det mere accepteret at være anderledes og gøre det på sin egen måde,“ fortæller Nina i telefonen.
Fra Uganda rejste de til Bolivia kort efter, da Nina fik job med Udenrigsministeriet, hvilket betød at rollerne skiftede, og hendes mand nu gik hjemme med deres dengang 1,5 årige datter. Nina beskriver årene her som en skøn og skærmet tilværelse som baby ude på landet: “hun havde aldrig smagt slik, da vi kom hjem,” siger hun grinende.
Den holdt ikke så længe, da de vendte tilbage til Danmark efter 2 år i Bolivia og fik barn nr. 2. Derefter blev familien i Danmark i hele 9 år, før de igen belsuttede at rejse ud og denne gang bosatte sig i Schweiz i 4,5 år.
Det betød dog, at deres to piger nåede at få meget danske rødder og både gå i dansk børnehave og skole inden de tog afsted, og det gjorde en stor forskel i forhold til de andre børn Nina og familien mødte, som kun havde gået på International skole:
“Vores børn var meget rodfæstet i det danske, og havde mange referencer til dansk kultur, så der var ingen tvivl om identitet i forhold til, hvis du kun er vokset op ude i verden, og fx har engelsk som det stærkeste sprog. Så bliver man for alvor third culture kids, der er sin egen kultur i sig selv,” lyder det fra Nina.
“Det vigtigste er, at have en bevidsthed om det, for så kan man arbejde med det,”
Rodfæstet eller rodløs
Nina påpeger altså en væsentlig forskel i netop denne følelse af rodfæstelse, som er interessant, fordi det ofte er det, bekymringen går på hos mange, når man overvejer at tage sine børn ud og rejse i en længere periode: at de bliver rodløse.
Anita Brinkmann, der er familieterapeut, fortæller at den bekymring er forståelig, da det kan skabe udfordringer senere i livet, med de mange skift ‘third culture kids’ oplever:
“Det kan være svært at binde sig til nogen længere tid af gangen, det ligger i dit nervesystem: at på et eller andet tidspunkt skal de forlade mig, eller jeg skal forlade dem. Det kan få indflydelse på, hvordan du indgår i relationer, når du er voksen, både i parforhold og venskaber,” fortæller Anita.
For Nina Brandi har det ikke været en bekymring, der har styret deres valg. Men hun genkender udfordringerne hos hendes ældste datter:
“Hun havde det svært med ungdomslivet i Schweiz og følte sig hurtigt forkert. Da hun så kom tilbage til Danmark med andre ligesindede, kunne hun mærke, at det ikke var hende, der var forkert, vi var bare i et system, der tænkte meget anderledes,” siger Nina.
Men selv den største udfordring for begge børn i at skulle lære tysk og starte på en lokal skole ser de tilbage på i dag som noget, der har rustet dem, og gjort dem stærkere.
Anita Brinkmann pointerer også, at uagtet hvordan vi vælger at leve, er der altid noget, man får med sig, som kan være en udfordring, om det er rodløshed eller alt muligt andet.
“Det vigtigste er, at have en bevidsthed om det, for så kan man arbejde med det,” lyder det fra Anita.
Forældrene skal hvile i situationen
Når man siger at ‘third culture kids’ forankrer deres identitet i mennesker frem for steder, handler det også om rodløshed vs. rodfæstelse i følge familieterapeut, Anita Brinkmann:
“De kan føle sig rodfæstet til deres primære omsorgspersoner, men har samtidig rodløsheden i at mangle et sted, hvor ‘man føler sig hjemme’, fordi man hele tiden skal bryde op,” fortæller Anita Brinkmann.
Hendes råd til forældrene i denne situation er derfor også at være ekstra opmærksom på, hvilke signaler man sender som forældre, fordi børn kan mærke, hvordan forældrene har det, også selvom de siger “jaja vi har det glimrende”, men egentligt ikke har det helt godt ind i maven.
“Hvis forældrene hviler i det, så vil børnene også nemmere kunne navigere i alt det nye, og så er det ikke sikkert at de senere i livet vil opleve ‘rodløshed’ som en negativ ting,” lyder det fra Anita Brinkmann.
Relationerne er det vigtigste
Line Thor-Larsen kan sagtens forstå bekymringerne om at få ‘rodløse’ børn, men hun pointerer, at man omvendt også kan føle rodløshed ved at være samme sted hele sit liv. For hende er det altid et spørgsmål om værdien af relationerne.
“Min ældste datter sagde på et tidspunkt: ‘ej hun må have det godt, hun har altid gået i den samme klasse’, så svarede jeg: ‘ja, men ved du godt, at hun måske ikke altid har haft det godt i den klasse.’ Status quo kan føles tiltrækkende, men det kan ligeså godt være rodløst, hvis man har nogle fraværende forældre, der ikke er hjemme, i forhold til at man er nærværende og udforsker verden sammen. Så jeg kommer altid tilbage til relationerne,” siger Line Thor-Larsen.
Det er i relationerne at der opbygges tillid, nærvær, tryghed og selvtillid, som senere i livet kan fungere som ballast mod følelsen af rodløshed, uddyber Line.
“Ved som barn at have fået indblik i forskellige kulturer og se alternative måder at angribe livet på, har man også udvidet sit spektra for, hvad der er genkendeligt og blevet bevidst om at acceptere forskellige identiteter.
Så når man kommer i puberteten, og selv skal danne sin egen identitet, håber jeg, at muligheden for at lande et godt sted er større end, hvis man har indgået i det samme miljø hele sit liv,” siger Line Thor-Larsen.
Derudover gør de som forældre meget ud af at vedligeholde børnenes venskaber og inkludere børnene i planerne om, hvem de gerne vil besøge, når de er tilbage i Danmark.
“For os er hjem mere en følelse, end det er et sted. Det er noget, der er opstået undervejs, da vi oplevede, at vi var en ny familie, når vi fik en masse fælles referencerammer, som kun vi kendte.”
Hvor er ‘hjem’ ude i verden?
For en familie som Line Thor-Larsens, der har haft en del forskellige ‘hjem’ gennem årene, kan man tænker over, hvad børnene omtaler som hjem.
“Vi taler dansk i hjemmet ligemeget hvor vi er i udlandet, vi har danske pas, bedsteforældrene bor stadig i dk, men vi ved ikke hvor vi lander på sigt, og vi forventer ikke nødvendigvis at børnene vil bosætte sig i Danmark, når de bliver voksne. Det er op til dem selv, så må det være vores tur til at se, om vi kan være samlet, og finde dem hvor de er. Lige nu følger de jo os,” siger Line.
Derfor er hjem også der, hvor de er. Den indstilling går igen hos Nina Brandi, hvor det har været et bevidst valg at sige: “Vores hjem har altid været der, hvor vi er samlet som familie.”
Derfor er hjem også flere steder. Familien har sommerhus i Danmark, hvilket betød at der var et sted at vende ‘hjem’ til, da de boede i Schweiz, også selvom Schweiz var deres hjem i den periode.
“For os er hjem mere en følelse, end det er et sted. Det er noget, der er opstået undervejs, da vi oplevede, at vi var en ny familie, når vi fik en masse fælles referencerammer, som kun vi kendte,” fortæller Nina.
Derudover har der heller aldrig været et fysisk hjem med møbler og ting, der stod og ventede i Danmark for hverken Nina eller Line. Når de er vendt tilbage til Danmark, har det derfor været til et nyt sted.
Fleksibilitet og nysgerrighed
“Det er en af ting, der tiltaler mig ved den her livsstil; at mine børn fokuserer mere på det positive ved forskelligheder end det negative. Nysgerrigheden i at spørge: hvordan siger man det på japansk? At de ting der adskiller os fra hinanden som individer er spændende og ikke farlige. Det er enormt vigtigt,“ siger Line Thor-Larsen.
Nina Brandi anerkender også nysgerrigheden som en fordel fra en opvækst som deltids ‘third culture kid’, som især kommer til udtryk nu, når hendes ældste datter går i gymnasiet i Danmark.
“Hun har nemt ved at glide ind og ud af forskellige sociale sammenhænge og har meget mere fokus på, at vi alle har en forskellige referenceramme og ‘hvem er jeg så i det her’. Mange i hendes alder har ikke den bevidsthed,” siger Nina.
Begge kvinder fortæller dog også, at jo ældre børnene bliver, jo sværere bliver det.
Det tog 1,5 år for Ninas yngste at finde venner igen i 6. klasse, hvorimod i 3.klasse på international skole, var det intet problem. Men jo ældre de bliver, jo mere usikkert og sårbart bliver det at spørge: vil du med hjem og lege?
Line Thor-Larsen beskriver også alderen som en større udfordring ved deres seneste flytning til Prag.
“Denne gang har været den største udfordring, fordi vores ældste lige er fyldt 13 og også selv har en omgangskreds og skal finde ud af, hvem er jeg. Det er en sværere alder at starte nye venskaber på. Normalt kan man som mor også facilitere nogle legeaftaler, men det gør man ikke rigtig mere, nu er det op til børnene,” fortæller Line.
Corona spiller derudover en særlig rolle denne gang for Line og familien, hvor der er langt flere begrænsninger i forhold, hvad man må og ikke må, og derfor giver ekstra udfordringer i forhold til at finde nye venner og udforske landet og kulturen.
Gode råd til dig, der ønsker at rejse ud med din familie:
Uanset om der kan være bekymring om rodløshed og mangel på tilhørsforhold, er begge kvinder enige i, at man ikke skal lade det være en stopklods, hvis man som familie ønsker at rejse ud. Dog er der nogle gode overvejelser at gøre sig på forhånd.
Nina Brandi siger: “Vi spørger os selv: vinder vi mere end vi mister? Vi har inddraget børnene meget i de snakke, vi har sagt fra starten, at vi ikke ved, hvad der kommer til at ske og spurgt dem, hvis I kunne vælge, hvad vil I så helst? Vi har vurderet, at vores børn kunne tåle det. Vi har været ærlige og transparente omkring det, så de vidste, hvad der foregik. Det har været en fordel for os.”
Vigtigst af alt pointerer Nina, at man skal gøre op med sig selv, om man stadig tror på projektet i det store billede, også når det bliver hårdt, og børnene kommer grædende hjem fra skole, fordi det er svært at finde venner.
“Hvis børnene mærker, at forældrene er i tvivl, kan de også selv skabe en negativ fortælling om at rejse ud i verden,” siger Nina.
Det er også det primære råd som familieterapeut Anita Brinkmann giver; at være transparent og ærlig med sine følelser som forældre:
“Det er essentielt at lade børn have det, som de har det. Som voksne kan vi have en tendens til at tale de vrede, ked af det følelser væk, fordi vi ikke har god erfaring med at være i de følelser og helst vil fikse det med det samme. Men det er vigtigt at få lov til at føle de følelser, man har. Ellers lærer vi vores børn, at der er sider at os selv, der ikke tåler dagens lys og det giver udfordringer senere,” pointerer Anita.
Det er essentielt at lade børn have det, som de har det.
Rejs ud – det kan betale sig
Line Thor-Larsens råd lyder på, at fokusere på det positive i den oplevelse de skal til at begive sig ud på. At inddrage børnene i planlægningen og for eksempel vælge møbler til det nye hus, og kigge på skolerne i fællesskab. Og så lyder det stensikkert fra hende:
“rejs endelig ud! De erfaringer man gør sig, kommer tifoldigt tilbage, hvadenten rejsen går som forventet, eller nye døre åbner sig undervejs, men tag børnene med på råd og inddrag dem fra start af, specielt hvis i har større børn. Så føler de ejerskab ved beslutningen!”
Derudover råder hun også til at have plads i økonomien til, at enten far eller mor går hjemme den første tid, så der er en form for landingsperiode frem for at kaste børnene ud i alt det nye. Det fungerer godt for deres familie.
Men som flere undersøgelser af ‘third culture kids’ viser, kan man aldrig generalisere på nogen måde, for der vil være langt flere faktorer, der spiller ind på den oplevelse/opvækst børnene har; religion, social klasse, alder eller familiesituation (skilsmisse fx) for at nævne nogle. Det bedste man kan gøre, er som Anita Brinkmann siger, at hvile i det som forældre og være transparent og ærlig med sine børn, hvis man vælger at skifte de faste rammer ud.
Kilder:
Aetna International undersøgelse
Artikel om at føle sig ‘hjemme’ ude i verden
