Bahamas byder på havdyr, smukke strande og solskin

Da vi ankom til Bahamas, havde vi rejst uafbrudt i næsten 2 år. Vi havde oplevet en masse, mødt forskellige mennesker og kulturer og på mange måder var vi ved at være mætte af oplevelser. Vi brugte vores døgnsejladser, hvor vi transporterede os fra et sted til et andet, til at absorbere og lande i de oplevelser, som vi lige havde forladt.

I april 2018 ankom vi til Bahamas. Bahamas havde længe stået øverst på vores ældste søns ønske over ønskedestinationer. Han elsker havet og alle dyr, der lever i det. Han er ikke bange for hverken hajer eller store fisk med skarpe tænder og han kan fridykke 15 meter ned. Selvfølgelig skulle vi til Bahamas. Han skulle svømme med hajer. Den beslutning fortrød vi ikke.

Havskildpadder i nød

Kort tid efter vi var ankommet til Bahamas, kom vi i kontakt med en lokal båd, der dels deltog i forskningsprojekter om havskildpadder og dels chippede havskildpadder i området, for at kunne lokalisere dem og følge dem. De gør et ret vildt arbejde med at bevare bestanden og de arbejder benhårdt på at få de lokale til at passe bedre på havskildpadderne. Gustav kom med dem på en dags arbejde og var med til at indfange og registrere de kæmpestore skildpadder. Det blev en oplevelse, som han aldrig vil glemme og han har stadig kontakt med forskningsgruppen i dag. I kan følge deres arbejde her:

Bahamas seaturtle research

Og gør jer selv den tjeneste, at tage kontakt til dem, hvis I kommer til Bahamas. De kan give jer oplevelser, som I på ingen måde kan få på egen hånd.

Svømmende grise

Jeg var noget skeptisk over de mange reklamer for svømmende grise på Bahamas. “Sikke en omgang turistlort” tænkte jeg mange gange undervejs. Men en tidlig morgen fik mit mellembarn lokket mig med hen på stranden. Vi var der helt alene med grisene. Uden alle de andre turister, der tog billeder, fodrede grisene og kæmpede for at fange det helt rigtige foto til Instagram.

Vi kom helt tæt på grisene, svømmede en lille tur og fik lov i en halv times tid at have følelsen af, at de levede et ret godt liv på en af de smukkeste sandstrande i verden.

Du kan finde de svømmende grise på denne strand:

Swimming pigs

Sørg for at tage derhen tidligt om morgenen. Så får du helt klart en unik oplevelse for dig selv.

Thunderball grotte

Thunderball grotte ligger ved Staniel Cay i Exuma-kæden.

Det er ikke for sjov, at der er optaget scener til en James Bond film i denne grotte. Den er præcis lige overvældende, som man kan forestille sig. At svømme ind i grotten og opleve det særlige lys der er og det liv, der er under vandoverflade, er fantastisk. Vi svømmede rundt i grotten helt alene. Det kan nemlig sagtens lade sig gøre, hvis man timer det, så man ikke vælter rundt i turister. Lej en motorbåd og sejl derud, hvis ikke du er i egen båd. Eller spørg én af de mange med private joller på stranden. De vil sikkert godt give dig et lift, hvis du spørger pænt og tilbyder dem en skilling. I kan se klip fra en svømmetur i grotten i videoen øverst i indlægget.

Thunderball Grotto

Hajer i massevis

Under havoverfladen på Bahamas er der både nursehajer, bullsharks, citronhajer og tigerhajer og mange flere. Gustav fik svømmet med sin haj og set endnu flere end han kunne drømme om. Hvis man er optaget af havlivet, er det et must at tage til Bahamas.

Det er klart, at der er destinationer, der er nemmere at komme til, hvis man er sejlende i egen båd. Men vi mødte en del, som rejste med rygsæk og det er efterhånden ret nemt at komme rundt på Bahamas med vandtaxa.

Dem kan du læse mere om her:

Elvis watertaxi

Conch – en lækker lokal spise

På stranden ved George Town samler de dagen lang Conch. Conch er en stor havsnegl, som er en lækker spise på Bahamas. I et lille skur midt på stranden, står en frisk ung mand hele dagen og tilbereder den lækreste conch-ceviche.

Ja, rå havsnegl med friske grøntsager, chili, lime og koriander. Det smager himmelsk. Jeg har flere gange efter længtes efter denne (i tanken) lidt sære ret. Lad dig ikke narre af dine tanker om en slimet snegl. Det er virkelig lækkert.

Du kan finde den lokale skur-restaurant på Stocking Island lige midt på stranden.

Eller du kan spise en lækker conch salat på naborestauranten Chat n´Chill.

Den kan du læse mere om HER.

Bahamas er …

Bahamas har alt til et fedt familieeventyr med både vandsport, mad, gode mennesker og vilde oplevelser. Vi er bestemt ikke færdige med Bahamas.

Lange solskinsdage med børn fra hele verden og i alle aldre og endnu længere aftener med bål og barbecue på stranden. Der blev knyttet bånd i den periode, vi var der.

Bahamas er et kapitel helt for sig selv. Det var her, vi gjorde os klar til vores Atlanterhavskryds. Det var her, Sylvester fik sit første pas udleveret af den danske konsul i Nassau. Det var her, Gustav fik svømmet med sin haj. Det var også her, vi virkelig faldt til som eventyrere. Bahamas har det hele.

Hvis du drømmer om et eventyr i tæt kontakt med havet og dets vilde dyreliv, så er Bahamas virkelig et godt bud. Jeg har kun erfaring med at ankomme sejlende og bo i egen båd. Men der findes mange resorts på de små øer og du kan også finde forskellige guesthouses med fantastisk beliggenhed.

Det er dyrt at leve på Bahamas, men hvis du er med på selv-arrangerede barbedues på stranden, behøver det ikke at stikke helt af.

Se med i videoen, så får du et indblik i, hvad dagene på Bahamas går med …

5 tanker om “Turen går til … BAHAMAS

  1. Lene Ketil siger:

    TAK – for en lækker beskrivelse og video 🦈🏝 Den vil jeg vise til mine drenge (på 9 år) så vokser vores rejse-drøm endnu større ❤️

    • Cille Rosentoft siger:

      Jaaaa, det var da så lidt! Håber drømmene vokser sig endnu større (hos jer alle) – og at I snart skal afsted! Kh C

      • Line Willum Petersen siger:

        Det er så fedt ud! Vi sprang Bahamas over da vi var i Caribien, for vi havde fået at vide at det var voldsomt dyrt – det skulle vi vist ikke have gjort! Men jeg skal da klart vise videoen til vores store søn Hugo, prøver at overtale ham til at lære at snorkle 🙂

  2. Henriette Duus-Kirk siger:

    Tak for inspiration og konkrete tips. Hvor velbesøgt ( læs: tæt pakkede) oplevede I Bahamas? Primært på ankerpladser, gætter på at havnene er både tætpakkede og dyre 😉

    • Cille Rosentoft siger:

      Hej Henriette, har aldrig fået svaret dig på denne. Undskyld! Bahamas består af mange øer og det var altid muligt at finde en næsten tom ankerbugt. Vi lå slet ikke i havn. der var et særligt sejlerfællesskab med barbecues på stranden og fælles ture på SUP osv. Det var virkelig en fantastisk oplevelse for os.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.