Klumme til Freeliving, jan 2021

Ting du ikke bør gøre

Der er noget magisk ved begyndelser, og sådan har jeg det altid i starten af et nyt år. Det er en anledning til at stoppe op og reflektere. Hvor er jeg på vej hen? Sidste år valgte min familie, at tre begreber skulle være ledestjerner for 2020: Nærvær, eventyr og business on fire. Nu er tiden inde til at vælge nye ledestjerner.

Selvom 2020 ikke blev som forventet, så var 2020 på mange måder det mest mindeværdige år nogensinde, fordi min familie og jeg valgte at udleve en af vores drømme om at rejse ud i verden. Der er en række ting, jeg tager med mig videre ind i det nye år. Nærvær holder jeg fast i, og der er også nogle rutiner, jeg viderefører. Rolige morgener holder stadig, og vi holder også fast i at gribe momentet til eventyr i hverdagen, så alt eventyr ikke skal gemmes til weekender og ferier. Så nogle gange oplever vi helt nye ting – på en onsdag.

Der er en anden bølge, vi startede på for nogle år siden, som virkelig fik tag i os, da vi opdagede, at vi ikke behøvede eller savnede særligt mange af vores ejendele, mens vi rejste ud med kun tre kufferter. Vi har ’downsized’ markant, og det er utroligt, hvilken indre ro det giver. Færre ting giver større indre rigdom.

Januar skulle have været den måned, hvor jeg trak vejret dybt og lagde planer for året. Kontoret blev imidlertid forvandlet til kolbøttefabrik, så på det punkt er februar det nye sort.

Jeg har fulgt Maren Uthaug i mange år, der blandt andet tegner striben ”Ting jeg gjorde” i Politiken. Jeg har endda en af hendes første tegninger hængende for fodenden af vores seng, så jeg ser den som det første hver eneste morgen. Jeg føler, at det er i tråd med hendes stil, at den også dækker over en grim stikkontakt. Tegningen består af en person, der står med en fod ud over kanten. Og en rød hjerteballon i hånden. Dertil teksten ”håber jeg gjorde det rigtige”. For mig signalerer den tegning, at hvis jeg selv har hjertet med i min beslutning, så bliver det den rigtige beslutning. Det kræver også indimellem, at jeg er modig. For det er jo ikke nødvendigvis den rette beslutning for alle andre. Men det er op til en selv at mærke efter.

Sig farvel

Et årsskifte er imidlertid også en oplagt anledning til at sige farvel. Og der er en ting, jeg har hvert år tager op til eftertanke. Betragter og nærstuderer. Kan du gætte, hvad jeg taler om? ”BØR”. Det er kun tre bogstaver, men der er så meget magt i det lille ord. Jeg kan heldigvis mærke, at for hvert år bliver det mindre og mindre. Eller rettere sagt, det fylder mindre i min opfattelse, hvad andre mener, at ”man bør”.

Hvad mener DU, er det rette fokus for dit 2021? Jeg glæder mig personligt til at skabe tiden til at finde en rolig stund og reflektere over, hvad jeg ønsker året skal bringe. Det er nemlig min klare overbevisning, at de drømme, man siger højt, har det med at gå i opfyldelse, og der er så mange mennesker, der gerne vil hjælpe en med at åbne døre.

Mød Helle Rosendal. 

En gang om måneden vil du kunne møde vores nye faste skribent Helle, som deler sine synspunkter om den frie livsstil og iværksætteri.

Nye oplevelser rimer på inspiration og intuition. Det må være hovedargumentet for at pakke sydfrugterne og rejse ud i verden igen.

Om Helle Rosendal

Helle Rosendahl (1985) er stifter af Storytelling Akademiet, der hjælper iværksættere og større organisationer med at skabe stærke fortællinger med afsæt i passion, der gør en forskel rent strategisk og på bundlinjen.

I januar 2020 sagde hun op i Microsoft og rejste 5 mdr. til Spanien med sin familie, der består af hendes mand og to børn. De kom tilbage til Danmark i sommeren 2020, så deres datter kunne starte i skole i Danmark. Helle er klar på mere eventyr, og hendes mål er at skabe en virksomhed, der giver hende frihed til at arbejde, hvor hun har lyst.

Helle er storyteller by heart, og hun er eminent til at skabe stærke fortællinger, der gør en forskel rent strategisk og på bundlinjen. Hun har tidligere været ansat som Storyteller i Microsoft Danmark, og det var her, hun i særdeleshed fandt sin passion for strategisk storytelling. Hun har en konsulentbaggrund og har arbejdet for dels et PR-bureau samt et af Danmarks førende bureauer inden for finansiel kommunikation og investor relations. Inden hun kom til Microsoft, var hun en del af presseteamet i Maersk Gruppen, hvor hun arbejdede med at positionere Maersk som thought leader inden for global handel.

Anerkendelse: Hun er tildelt to priser i Mircosoft for storytelling, the Comms Cup EMEA Region (nov17) samt The Global Communications Excellence Award i kategorien ‘Captivating the audience’, der uddeles årligt (maj18).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.